Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 1. marts 2002.
EU ønsker fart i udrulningen af næste generation af internetprotokollen kaldet Ipv6.
Der eksisterer en reel trussel for, at internet vil løbe tør for adresser i løbet af 2005.
Derfor ønsker EU skub i udrulningen af næste generation af internetprotokollen kaldet IPv6, der vil betyde et kvantespring i antallet af adresseringsmuligheder.
Ifølge EU-kommissær Erkki Liikanen er det nødvendigt for de nye konvergensmedier, som for eksempel mobile tjenester, der vil udnytte IP-teknologi, at få indført den nye internetprotokol.
- IPv6's betydning for Europa kan ikke overvurderes. Europa har behov for at matche sin førende position inden for forskning med politisk handlekraft, for at gøre IPv6 en realitet, siger han.
Kommissionen har netop fremlagt en prioriteret handlingsplan, som skal sætte politisk fokus på implementering af næste generations internetprotokol.
Alle enheder, der er koblet på internet, har sin egen IP-adresse, og med mulighed for at få sit køleskab, fjernsyn, mobiltelefon og sin bil på nettet, er det Kommissionens opfattelse, at de nuværende 32 bit, der bruges til IP-adressering, ikke slår til.
Flere adresser end sandkorn
IPv6 anvender 128 bit til at danne IP-adresser, hvilket øger antallet af adresseringsmuligheder dramatisk, samtidig med at det gør det lettere at lave logiske hierarkiseringer.
32 bit giver cirka fire milliarder adresser, mens 128 bit vil give fire milliarder gange fire milliarder gange fire milliarder adresser. Hvilket er flere adresser, end der er sandkorn på alverdens strande, som Kommissionen udtrykker det. Selv om teknologien er på plads, og der findes muligheder for softwaremæssigt at opgradere sine servere og routere, vil en massiv efterspørgsel på IPv6-adresser kræve investering i nyt udstyr.
Hidtil har branchen været tilbageholdende med disse investeringer, fordi behovet for flere adresser endnu ikke er udtalt. På den anden side ser Kommissionen betydelige muligheder for, at det europæiske forspring på mobiltelefoni kan smitte af på andre sektorer.