Kritik af terrorpakke

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 1. marts 2002.


Digital Rights mener,at den danske antiterror-pakke går alt for vidt, når trafikdata logges konsekvent. Prosa er bekymret.

Danmark går langt videre end de fleste øvrige EU-lande og USA i terrorbekæmpelsen, når det gælder sikring af elektroniske spor på internet.
Det fastslår borgerrettighedsorganisationen Digital Rights i en henvendelse til Folketingets Retsudvalg.
Digital Rights hæfter sig ved, at det kun er Danmark, Frankrig og England, der har overvejet en generel logning af trafikdata på internet.
I de øvrige EU-lande og USA mener man blot, at politiet skal have mulighed for trafikudtræk, når det af hensyn til efterforskningen er påkrævet. I det danske udspil til en antiterrorpakke skal internetudbydere pålægges at gemme trafikdata i op til et år. Digital Rights mener, at forslaget udgør en farlig udvikling mod øget overvågning af borgerne.
Af justitsministeriets svar til Retsudvalget fremgår det, at ministeriet er uenig med Digital Rights.
Uenigheden er begrundet i, at der ikke er tale om generel overvågning, men alene en mulighed for politiet til at se data, når de bliver opmærksomme på, at der er foregået en forbrydelse.
Mærkeligt
Men det argument køber bestyrelsesmedlem i Digital Rights Per Helge Sørensen dog ikke så let.
- Man kan jo overføre analogien til, at det blev pålagt telefonselskaberne at optage alle telefonsamtaler på bånd. Selv om politiet heller ikke ville få adgang til disse samtaler uden en dommerkendelse, vil jeg alligevel tro, at det vil påvirke det, vi siger til hinanden i telefonen, siger han.
Digital Rights peger endvidere på en splittelse inden for EU, hvor Europarådet i deres konvention om Cybercrime lægger op til, at der ikke må ske en lagring af trafikoplysninger.
Mens man i forbindelse med diskussionen af direktivet om beskyttelse af privatlivet overlod det til de enkelte lande at afgøre, om de ville indføre tvungen lagring af trafikoplysninger. Hvilket igen understreger den manglende enighed i EU.
Per Helge Sørensen undrer sig over, at Danmark i denne sag går længere end både de fleste EU-lande og USA.
- Det er mærkeligt med det trusselsbillede, der er mod Danmark, at vi vil gå længere end for eksempel i USA, hvor truslen er mere klar, siger han.
Også i edb-fagets fagforening Prosa har forslaget vakt bekymring.
Her er det ikke alene spørgsmålet om privatlivets fred, der bekymrer foreningens formand Henrik Kroos, men i lige så høj grad de medarbejdere, der pludselig skal til at håndtere personfølsomme oplysninger, fordi data skal gemmes hos for eksempel internetleverandørerne.
Henrik Kroos har sendt et brev til Retsudvalget, hvor han blandt andet peger på de meget omskiftelige forhold, der er blandt internetleverandørerne, hvor konkurser, fusioner eller flytning til udlandet stiller spørgsmålstegn ved, hvad man i givet fald så skal gøre med de indsamlede data.
Prosa vil derfor gerne i dialog med Retsudvalget for at bringe klarhed over nogle af spørgsmålene. Selve anden- og tredjebehandling af antiterrorpakken er ikke berammet endnu, men det er planen, at forslaget vedtages i løbet af marts måned i år.

Billedtekst:
I det danske udspil til en antiterrorpakke, efter den 11. september sidste år, skal internetudbydere pålægges at gemme trafikdata i op til et år. Med det forslag går Danmark langt videre end de fleste øvrige EU-lande og USA, fastslår
borgerrettighedsorganisationen Digital Rights.
Foto: Torben Klint