Fyring ved fygning

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 8. marts 2002.


Det er ikke lovligt at blive væk fra jobbet på grund af sne.
Er det lovligt at blive hjemme fra arbejde på grund af sne, spørger en læser dagbladet Jyllands-Postens brevkasse. Svaret på det spørgsmål er godt at kende, inden næste snestorm sætter ind, lige når vi gik og troede, at foråret er på vej.
Selv om svaret er: Nej, det er ikke tilladt at blive væk på grund af vejret, har brevkassens arbejdsretsjurister ikke kunnet finde eksempler på, at folk er blevet fyret for at blive hjemme i en ekstrem vejrsituation. Det tyder på, at problemet er meget lille eller slet ikke findes.
Men det er vigtigt at huske at ringe og melde forfald, som det så charmerende hedder, inden der er gået en time fra den fastsatte mødetid. I teorien risikerer man nemlig bortvisning, hvis man udebliver fra sit arbejde. En domstol kan så senere kende bortvisningen usaglig, og det vil give en økonomisk erstatning, men man får ikke jobbet tilbage.
Man har også pligt til at forsøge at komme på arbejde, ligesom man har pligt til straks at meddele arbejdsgiveren det, hvis det viser sig fysisk umuligt at møde op.
Selvom politiet advarer mod unødvendig udkørsel i snestormen, har man som ansat ikke automatisk ret til at blive hjemme. Heller ikke selvom der hverken kører busser eller tog. Kørsel til jobbet er nemlig ikke unødvendig, og selv om politiet fraråder al udkørsel i det hele taget, er der stadig kun tale om et råd.
Heldigvis er et teori og noget andet praksis. En telefonopringning til arbejdsgiveren vil som regel gøre en egentlig polarekspedition overflødig. Men der er ikke noget i vejen for, at man bliver trukket en dag i løn, også selvom man har gjort alt for at komme på arbejde.
td
Læs evt. hele artiklen på www.jp.dk