Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 8. marts 2002.
IT-højskolen tilbyder nu kurser til offentlige topledere, der skal hjælpe de offentlige
institutioner i gang med digital forvaltning.
Den offentlige sektor trænger til en digital ansigtsløftning, men viden og erfaring med digital forvaltning i mange offentlige institutioner er endnu beskeden.
Derfor står IT-højskolen nu klar med et tilbud, der skal hjælpe landets offentlige topledere i gang med processen mod en digital forvaltning.
Kurset udbydes i samarbejde med PLS Rambøll Management, der under planlægningen af kurset har haft tilknyttet en referencegruppe med blandt andet deltagere fra Amtsrådsforeningen, Finansministeriets Digitale Task Force, Kommunernes Landsforening og Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, har påvirket indholdet af kurset væsentligt.
- Topchefer i det offentlige har en solid viden om økonomi, ledelse og organisation. Disse områder er vigtige, når topchefen skal styre forvaltningen, og det vil de fortsat være, selv om forvaltningen er på vej mod en digitalisering. Men en digitaliseret forvaltning kræver, at IT bruges som strategisk værktøj. Derfor er topchefen også nødt til at have tilstrækkelig viden om de strategiske, organisatoriske og tekniske aspekter af digital forvaltning, siger Tonny Johansen, underdirektør i PLS Rambøll Management.
Barriere
Han støttes af ekstern lektor ved IT-højskolen, Sten Mogensen, der samtidig er direktør i AretÈ Rådgivning.
Sten Mogensen ser den manglende viden hos topcheferne som en barriere mod indførelse af digital forvaltning.
- Hos mange myndigheder er den indledende og afgørende barriere for at komme godt i gang med digital forvaltning, at toplederne ikke er klædt godt nok på til at starte og gennemføre processen mod en digital forvaltning, siger han.
Et af formålene med digital forvaltning er at effektivisere arbejdsprocesserne, så de administrative opgaver kan løses med færre ressourcer.
Beregninger viser, at der om 30 år vil være langt flere ældre i Danmark, end der er i dag. Derfor forventes det, at serviceudgifterne vil stige markant. Gruppen af personer i den erhvervsaktive alder stiger ikke, hvilket betyder, at det kan være svært at opretholde den service, man kender fra den offentlige sektor i dag.
Billedtekst: IT-højskolen tilbyder nu kurser til offentlige topledere. De er ikke godt nok klædt på til at starte og gennemføre processen med digital forvaltning.
Arkivfoto: Hans Juhl