Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 15. marts 2002.
Boks: HP/Compaq fusionen
På tirsdag skal aktionærerne i HP stemme, og på onsdag skal Compaqs ejere også til stemmeurnerne. Resultatet af de to afstemninger er knald eller fald for det hidtil største opkøb i IT-historien.
Computerworld har set på, hvordan situationen tegner sig lige før afgørelsens stund.
Hverken HP eller Compaq forventer, at fusionen, hvis den bliver til noget, kommer til at betyde fyringer, men kommentarerne er sparsomme.
Hverken Compaq eller HP forventer, at der skal fyres medarbejdere, hvis overtagelsen bliver en realitet efter afstemningen blandt HP's aktionærer den 19. marts.
- Jeg tror ikke, vi skal til at fyre, hvis fusionen lykkes - snarere tværtimod, siger Walther Thygesen, administrerende direktør, Compaq Danmark.
Thygesens argument er, at der er voldsom vækst i såvel salgs- som i serviceorganisationen og, at den vækst ikke bliver mindre, fordi virksomheden med Èt slag bliver dobbelt så stor.
HP's administrerende direktør Chris Jansens personlige vurdering er, at fusionen ikke kommer "til at betyde noget særligt" for antallet af ansatte.
- Ender det med, at der bliver medarbejdere til overs i overlappende funktioner, vil det formentlig kunne klares ved naturlig afgang, siger han.
I Compaq Danmark har 400 medarbejdere deres daglige gang, og i HP er der 300 fastansatte.
85 procent for
Fredag den 8. marts svarede 247 ud af 300 danske HP-medarbejdere anonymt på spørgsmålet "Hvad er din personlige holdning til fusionen med Compaq?"
Resultatet af HP-undersøgelsen var:
¥ÊMeget positiv: 35,3 procent (87)
¥ÊPositiv : 49,8 procent (123)
¥ÊNeutral : 11,3 procent (28)
¥ÊNegativ : 2,8 procent (7)
¥ÊMeget negativ: 0,8 procent (2)
Hvem der skal være øverste chef for HP/Compaq-konstellationen i Danmark vil hverken Chris Jansen eller Walther Thygesen kommentere, men begge har tidligere givet udtryk for, at de er interesseret i jobbet.
Compaq omsatte i 2000 for 3,7 milliarder kroner, mens HP i regnskabsåret 1999/2000 omsatte for 2,4 milliarder kroner. Til sammenligning omsatte IBM Danmark for 8,8 milliarder kroner i 2000. Så sammenlægning eller ej - IBM er stadig storebror.
Billedtekst: Både den danske HP-chef, Chris Jansen (tv.), og hans kollega i Compaq, Walther Thygesen, har erklæret deres interesse for jobbet som øverste chef for HP/Compaq-konstellationen i Danmark .
Tidslinie:
En turbulent forlovelse
September 2001: Planerne om Hewlett-Packards overtagelse af Compaq afsløres. Prisen er 25 milliarder dollars. Det vil skabe et af de største IT-selskaber med en omsætning på godt 87 milliarder dollars og en årlig indtjening på næste fire milliarder dollars.
HP/Compaq annoncerer, at fusionen vil betyde årlige besparelser på 2,5 milliarder dollars. De største besparelser opnås gennem fyring af 15.000 medarbejdere.
EU annoncerer at ville undersøge konsekvenserne af den planlagte fusion.
Oktober 2001: HP's topchef Carly Fiorina skal fortsætte som topchef i det fusionerede firma. Compaqs topchef udpeges som kommende bestyrelsesformand.
November 2001: Walter B. Hewlett, Eleanor Hewlett Gimon, og Mary Hewlett Jaffe, der alle er børn af William Hewlett, ligesom William R. Hewlett Revocable Trust og William and Flora Hewlett Foundation, går offentligt mod fusionen. Familien og trusten ejer fem procent af aktierne i HP.
David Packard, der er søn af HP's anden stifter, offentliggør, at han ligeledes er modstander af købet af Compaq.
HP's bestyrelse godkender ved en afstemning fusionen.
De amerikanske myndigheder udbeder sig flere informationer om fusionen.
December 2001: Walter Hewlett giver sin modstand mod fusionen et mere officielt præg ved formelt at klage over den til de amerikanske børsmyndigheder (U.S. Securities and Exchange Commission, SEC).
Carly Fiorina og Michael Capellas går sammen ud og kritiserer modstanden mod fusionen. De klager også til SEC.
HP sender en ansøgning til EU om officiel europæisk godkendelse af fusionen.
Walter Hewlett beder SEC om at godkende en officiel udtalelse fra ham selv og gruppen af aktionærer bag ham. Han beder om at udtalelsen bliver sendt til alle HP's aktionærer sammen med en et kort, som kan sendes til firmaet som en stemme mod fusionen.
Januar 2002: I et brev til HP's aktionærer kritiserer HP-ledelsen skarpt Walter Hewlett, der er den eneste modstander af fusionen i HP's bestyrelse. I brevet står der blandt andet: "Mens Walter har været i bestyrelsen har han aldrig arbejdet i firmaet eller været involveret i ledelsen. Hans motiver og beslutninger om investeringer er sandsynligvis meget forskellige fra andre aktionærers". Walter Hewlett tager straks til genmæle. Han argumenterer for, at HP intet har at vinde ved købet af Compaq og kun vil blive svækket af fusionen. Han kalder HP et "fremragende firma", der vil blive "mindre fokuseret og ramt af flere besværligheder", hvis handelen bliver en realitet.
Den første institutionelle investor i HP, der officielt støtter fusionen i et notat til SEC, er Alliance Capital Management Holding. En anden institutionel investor, Brandes Investment Partners LP, der kontrollerer mere end Èn procent af HP-aktierne og er en af de største institutionelle investorer i HP, vil derimod stemme imod fusionen
EU-kommissionen godkender fusionsplanerne.
Februar 2002: HP annoncerer, at firmaets aktionærer skal stemme officielt om fusionen 19. Marts.
Walter Hewlett fremlægger en trepunktsplan for HP's fremtid uden Compaq. HP's lukrative printerforretning skal udvides, pc-området skal nedtones, og hullerne inden for produkter, software og tjenesteydelser til store virksomheder skal lukkes.
Marst 2002: De amerikanske myndigheder giver efter måneders undersøgelser grønt lys for fusionen.
Institutional Shareholder Services (ISS) anbefaler at stemme for fusionen. Det kan ifølge iagttagere betyde, at fusionen har større chance for at gå igennem.