Interessebank Danmark vandt over Robinsonliste

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 22. marts 2002.


Det lykkedes ikke Forbrugerombudsmanden at overbevise Sø- og Handelsretten om, at Interessebank Danmark skal respektere Robinsonlisten.

Forbrugerombudsmanden har tabt den sag, han anlagde mod Interessebank Danmark sidste år om at respektere den såkaldte Robinsonliste.
Forbrugerombudsmanden mente, at Interessebank Danmark, der ejes af TDC og Post Danmark, var forpligtet til at respektere Robinsonlisten over borgernes egen angivelse i Interessebank Danmark om accept af direct marketing inden for bestemte interesseområder. Eller sagt på en anden måde: Interessebank Danmark mente, at forbrugernes angivelse af interesse for et bestemt emne var tilstrækkeligt til, at man inden for det pågældende emne gerne måtte fremsende direct marketing, selv om personen er opført på Robinsonlisten.
Klare tilsagn fra borgerne
Det var Forbrugerombudsmanden uenig i, fordi tilsagnet fra borgeren var for generelt og ikke overholdt bestemmelsen i Markedsføringsloven om, at direct marketing-accept skal ske til et konkret firma. Men Sø- og Handelsretten mener noget andet. De har i stedet ment, at der i Interessebank Danmark er tale om så klare tilsagn, at det ikke er nødvendigt at kende de firmaer, der har til hensigt at udnytte muligheden for direct marketing.
Nu kan vi komme i gang
Forbrugerombudsmanden anfører i forbindelse med dommen, at Markedsføringsloven ikke giver forbrugerne den beskyttelse, der efter hans mening lå i loven, men han vil i øvrigt tage dommen til efterretning og ikke anke den.
I Interessebank Danmark er man glad for dommen, der betyder, at Interessebank Danmark nu for alvor kan komme i gang.
- Vi er meget glade for dommen. Selvfølgelig skal forbrugerne selv kunne vælge, hvad de vil have ind ad brevsprækken på en nem måde, og den mulighed er nu sikret via Interessebank Danmark, siger salgsdirektør Johnny Gudmar, TDC Forlag.
I alt 180.000 danskere har meldt sig til Interessebank Danmark.

Billedtekst:
TDC og Post Danmark står bag Interessebank Danmark, som nu har fået Sø- og Handelsrettens ord for at det er i orden at sende direct marketing til personer, der ellers har frabedt sig det via CPR-registrets såkaldte Robinsonliste.

Boks:
Robinsonlisten
Robinsonlisten er det populære navn for angivelse i CPR-registret om, at man ikke ønsker at modtage direct marketing materiale på hjemadressen.
Når listen er opkaldt efter Robinson Crusoe, skyldes det, at øboen netop var holdt ude fra alting.