IT-pris til e-Boks

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 22. marts 2002.


Opfinderne af de elektroniske rudekuverter e-Boks hos Kommunedata fik tidligere på ugen årets BIT fra IDA-IT.

Skaberne af e-Boks hos Kommunedata (KMD), produktcheferne Flemming Hansen og Henrik Traborg blev tidligere på ugen hædret af IDA-IT for deres opfindelse af de elektroniske rudekuverter.
IDA-IT er en af Ingeniørforeningens (IDA) 42 ingeniørfaglige fællesskaber, og fællesskabet uddeler hvert år årets BIT for et væsentligt IT-initiativ.
De to opfindere skal dele prisen på 25.000 kroner og i sin begrundelse for tildelingen har IDA-IT Fonden blandt andet lagt vægt på opfindelsens samfundsmæssige betydning.
- Det er glædeligt at se et nyfødt IT-produkt, der indeholder både teknisk og anvendelsesmæssig innovation, og som samtidig har et stort gennemslagspotentiale i samfundet, siger Christian Gram, der er medlem af bestyrelsen for IDA-IT Fonden.
e-Boks ejes i dag i fælleskab af KMD og DM-data, men ideen blev grundlagt i 1999 af Flemming Hansen og Henrik Traborg sammen. På et møde i KMD blev de inspireret til at arbejde videre med en idÈ, som de begge havde barslet med i et stykke tid. Ideen blev til e-Boks, der blev præmieret af KMD som årets forretningsidÈ i år 2000.
- Vi er beærede over at modtage BIT'en for e-Boks. Da vi startede, havde vi ingen idÈ om, at det ville gå så hurtigt med at vores idé blev til et firma, siger Flemming Hansen.
I øjeblikket har 30.000 borgere en e-Boks.
e-Boks vandt desuden i februar 2002 en specialpris ved uddelingen af årets e-handelspris fra IT- Brancheforeningen.

Boks:
BIT-prisen
BIT-prisen, som IDA-IT Fonden uddeler i forbindelse med sin generalforsamling en gang om året, gives til en opfindelse eller et initiativ, som fremmer nytænkning og innovation inden for IT's anvendelsesområder, og for at anerkende IT-initiativer, som har betydet særlige fremskridt i teknologisk eller samfundsmæssig sammenhæng.
Det er tredje gang, at IDA-IT uddeler prisen.