Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 5. april 2002.
IT-distributøren EET Nordic, der har distribueret Kingstons hukommelsesmoduler siden 1986, er ude i kulden. Angiveligt fordi EET fokuserer for meget på sit eget RAM-mærke og for lidt på Kingston.
Til juli udløber EET Nordics kontrakt om at distribuere RAM-moduler fra Kingston Technology, og den bliver ikke forlænget. Årsagen er ifølge Kingston, at den tidligere enedistributør EET's rolle i salgskanalen er blevet uklar.
- EET er simpelthen ikke loyale nok over for Kingston mere. De sidder for meget ude hos slutbrugerne og promoverer egne og andre konkurrerende produkter. Vi ønsker, at vores distributører er 100 procent fokuseret på Kingston og 100 procent fokuseret på forhandlerne - ikke slutbrugerne, fastslår Lars Christensen, der er dansk chef for Kingston.
EET har siden 1986 distribueret Kingstons ram-produkter, først i Danmark og siden hen i fire andre europæiske lande. EET var enedistributør i Danmark frem til år 2000, hvor Ingram Micro og senere Scribona, Actebis og Atea blev tilføjet som Kingston-distributører.
Som følge heraf valgte EET Nordic at fokusere på det konkurrerende ram-produkt MicroMemory samtidig med Kingston. I en pressemeddelelse skriver EET Nordic, at "MicroMemory gennem det sidste år er blevet en så stor succes, at Kingston er kommet lidt i skyggen. Baggrunden for dette er, at MicroMemory leverer produkter med samme betingelser og kvalitet bare væsentlig billigere".
Vil ikke danse
- Hvis ikke Kingston vil danse mere med os, så er der ikke noget at gøre ved det. Den beslutning respekterer vi, selv om jeg er overbevist om, at vi stadig er den største Kingston-distributør i Norden, siger John Skovbro Thomas, koncerndirektør, EET Nordic.
Det undrer i øvrigt EET-direktøren, at Kingstons Lars Christensen udtaler, at virksomheden kræver 100 procents loyalitet af sine distributører.
- Både Scribona og Ingram Micro fører andre mærker end Kingston. Og selv om Kingston opfatter vores eget ram-mærke MicroMemory som en potentiel trussel, så er det stadig ingen grund til at tage et så drastisk skridt, mener John Skovbro Thomas.
Han tilføjer, at EET's beslutning om at udvide sortimentet med et konkurrerende ram-produkt først blev taget efter, at Kingston lukkede fire andre distributører ind i varmen.
Kingston Technology har ifølge Lars Christensen ingen aktuelle planer om at finde en ny distributør til erstatning for EET, men fastholder sin strategi om at sælge gennem salgskanalen, det vil sige via distributørernes forhandlere.
Billedtekst:
EET var dansk enedistributør af hukommelse fra Kingston frem til år 2000, men nu er det helt forbi.