Software skuffer igen

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 5. april 2002.


Tirsdag meddelte PeopleSoft, at selskabet ikke ville leve op til de hidtidige forventninger til omsætning og indtjening i 1. kvartal.
I januar meddelte PeopleSoft, at selskabet forventede en omsætning omkring 160 millioner dollars i 1. kvartal. Det realiserede salg blev derimod 130-135 millioner dollars, hvilket skuffede investorerne, idet de fleste havde regnet med, at PeopleSofts egne forventninger var forholdsvis konservative og opnåelige.
Herudover har selskabet formået at leve op til målsætningerne igennem hele sidste år, hvor en lang række andre software-selskaber har nedjusteret kraftigt. Reaktionen på aktiemarkedet var voldsom, idet PeopleSoft-aktien måtte indkassere det største fald nogensinde for en enkelt dag (33 procent ned), siden selskabet blev noteret på børsen tilbage i 1992.
Ekstrem hård konkurrence
Baggrunden for skuffelsen fra PeopleSoft var, at konkurrencen inden for software-segmentet fortsat er ekstremt hård, samtidig med, at erhvervslivets IT-budgetter er meget stramme. Det er erhvervskunderne udmærket klar over, hvorfor de udnytter den økonomiske afmatning til at forhandle priserne på software meget langt ned. Resultatet har været, at licenspriserne på software generelt er presset i bund. Ikke mindst sidst i kvartalerne, hvor langt hovedparten af software-salget ligger, bliver kundernes grådighed stor. Software-producenterne er på dette tidspunkt presset til at leve op til investorernes forventninger til omsætning og indtjening, og "discounting" er et hyppigt anvendt middel til i det mindste at lukke nogle kontraktforhandlinger. Men det er jo i sagens natur et tveægget sværd.
Andre har også nedjusteret
PeopleSofts nedjustering blev af en række investorer taget som en understregning af, at det samlede software-marked fortsat ligger underdrejet og endnu ikke viser entydige tegn på en vending. Oracle, CommerceOne og i2 Technologies har jo ligeledes tidligere nedjusteret resultatforventningerne til 1. kvartal. Oven på PeopleSofts nedjustering faldt alle de nævnte aktier yderligere.
SAP ejer en del af CommerceOne og opererer desuden inden for samme segment som PeopleSoft og de øvrige. SAP-aktien blev derfor også negativt påvirket af den seneste skuffelse fra PeopleSoft.
Fundamentalt set er skuffelserne formentlig til at overse, men det har givet den negative stemning på aktiemarkedet medvind på kort sigt.