KMD med mere e-service

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 5. april 2002.


Kommunedata sætter skub i den digitale forvaltning med fem nye selvbetjeningsprodukter til virksomheder og private.

Kommunedata betegner det selv som et gennembrud i den digitale forvaltning, når de nu går ud med fem nye selvbetjeningsprodukter til kommunernes hjemmesider.
Produkterne dækker indberetning af sygefravær, pensionsansøgning, boligstøtte, ændring af a conto-beløb på el-forbrug, og anmeldelse af flytning.
- Det er et gennembrud inden for digital forvaltning, som mig bekendt ikke er set nogen steder i verden. Det er unikt, at systemerne hænger sammen hele vejen fra borger eller virksomhed og helt ind i maven på det offentliges IT-systemer, så den enkelte sagsbehandler får reel hjælp af teknologien, siger chef for Borgerservice i KMD, vicedirektør Jon Johnsen.
Potentiale for besparelser
Med de nye systemer kan for eksempel virksomheder reducere antallet af fejl i forbindelse med ansøgning om refusion af dagpenge for syge medarbejdere. I dag bliver der udfyldt omkring en million skemaer årligt, 43 procent af dem er ubrugelige på grund af fejl.
Med den nye KMD-løsning kan virksomheden indberette over internet. Skemaerne vil på forhånd være udfyldt med stamoplysninger, og medarbejderne i kommunen vil ikke længere skulle taste oplysningerne ind på ny. Også inden for de øvrige områder ser KMD et stort potentiale for besparelser.
Hvert år modtager kommunerne omkring 700.000 flyttemeddelelser og 62.000 ansøgninger om boligstøtte.
KMD vil endvidere inden sommerferien have to nye systemer parat; nemlig et system til ansøgning om daginstitutionsplads med oplysninger om ventelister og mulighed for fripladsberegning samt en byggesagsguide, hvor borgene kan anmelde byggeri af for eksempel carport og udhus med et dynamisk online-skema, der hjælper borgeren med spørgsmål undervejs i forløbet.
Kommunerne har årligt omkring 75.000 byggesagsstyringstransaktioner.
Effekten måles
Søllerød Kommune har som den første kommune bestilt alle de nye elektroniske borgerservice-løsninger.
- Løsningerne er godt tænkt og godt skruet sammen. Vi ønsker at give kommunens borgere og erhvervsliv mulighed for at udnytte teknologien til at gøre kontakten til det offentlige så enkel og gnidningsfri som mulig og frigøre ressourcer til det væsentlige for os selv, siger Søllerøds borgmester Erik Fabrin, der også er formand for KL's IT-udvalg.
Også når det gælder udregning af betalingen for de nye elektroniske ydelser, er KMD gået utraditionelt til værks. Frem for en fast betaling pr. bruger eller transaktion vil KMD fakturere kommunens opnåede tidsmæssige besparelse. Kommunen vil simpelthen sætte stopure op i udvalgte afdelinger og måle effekten af de elektroniske tjenester. Vicedirektør i KMD Jon Johnsen oplyser, at prisen på de elektroniske selvbetjeningssystemer vil ligge mellem en fjerdedel og halvdelen af de opnåede besparelser.
- Vi har valgt denne model for at komme i gang. I starten, hvor trækket på løsningerne ikke er så stort, skal kommunerne heller ikke betale særlig meget. Omvendt kommer de så til at betale mere, når løsningerne giver kommunerne de forventede besparelser, siger han.

Billedtekst:
Chef for Borgerservice i KMD, vicedirektør Jon Johnsen er overbevist om, at KMD's nye selvbetjeningsprodukter er et gennembrud inden for digital forvaltning. Vicedirektøren forventer også, at systemerne vil give færre fejl i borgerbetjeningen.