Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 8. april 2002.
Peter Odgaard-Jensen bliver ny styrmand i netværksfirmaet Azlan efter Claus Bretton-Meyer.
Den 2. april 2002 forlod Claus Bretton-Meyer, der er et kendt ansigt i den danske netværksbranche, jobbet som direktør for netværksdistributøren og uddannelseshuset Azlan Scandinavia til fordel for en ny stilling som administrerende direktør i medieanalysefirmaet Observer Danmark.
Ny mand på posten som administrerende direktør i Azlan bliver Peter Odgaard-Jensen, der i en årrække har arbejdet tæt sammen med Claus Bretton-Meyer som salgs- og marketingdirektør i Azlan.
Rent branchemæssigt bevæger medieanalysevirksomheden Observer Danmark sig i en helt anden boldgade end Azlan. Men det repræsenterer, ifølge Claus Bretton-Meyer, ikke noget problem.
- Selvom jeg har arbejdet i netværksbranchen, så opfatter jeg egentlig ikke mig selv som en netværksmand. Jeg har ikke en teknisk baggrund og min min force er ledelse, udvikling og motivation. Det er universelle ting, der kan appliceres i en hvilken som helst virksomhed i en hvilken som helst branche, siger Claus Bretton-Meyer, der lige som Peter Odgaard-Jensen, kom til Azlan i 1999.
Tilfreds med resultater
- Jeg er meget tilfreds med de resultater, vi har nået. Både hvad angår markedsandel, størrelse og positionering, er Azlan i dag blevet en meget synlig spiller på det danske netværksmarked. Og hvad der er endnu vigtigere, er den kultur, vi har fået opbygget, Claus Bretton-Meyer, der er glad for at kunne give staffetten videre til netop Peter Odgaard-Jensen.
- Jeg kender Peter godt og har stor tiltro til, at han kan fortsætte de gode takter. Han har båret en stor del af ansvaret for, at vi har fået skabt en handlekraftig og forandringsvillig kultur i Azlan, siger han
Ifølge Peter Odgaard-Jensen, vil han fortsat profilere Azlan som en værditilførende distributør i forhandlerkanalen.
- Når vi betegner os selv som en værditilførende distributør, så hænger det sammen med, at vi supplerer vores salg til forhandlerkanalen med rådgivning, services og uddannelse herunder certificeringskurser og netværkskurser, siger Peter Odgaard-Jensen.
Viden er nøglen
Han peger på, at hans vigtigste mission bliver at bevare Azlan som en videnmæssig sparringpartner i forhandlerkanalen.
- Vi skal hele tiden være på forkant med udviklingen på netværksområdet - hvad enten det gælder content networking, IP-telefoni, trådløs LAN eller andre områder. Den viden skal viderebringes på nye og innovative måder - for eksempel ved hjælp af e-learning. Vores værdi er jo netop at hæve forhandlernes kompetence, så de kan skrue konkurrencedygtige løsninger sammen til deres slutkunder, siger Peter Odgaard-Jensen.
Udover at fungere som uddannelsespartner for en række leverandører, herunder Microsoft og Cisco, varetager Azlan i dag distribution, lager og logistik og tilbyder en række serviceydelser på netværksområdet - for eksempel i forbindelse med design, salgssupport, installation og vedligeholdelse af netværk
Azlan, der i øjeblikket beskæftiger 47 medarbejdere i Danmark, videresælger produkter fra blandt andre
Cisco, Nortel, Novell og Alcatel.
Billedtekst:
Azlans direktørstol skiftede efter påske ejer, da den hidtidige administrerende direktør, Claus Bretton-Meyer (herover), forlod selskabet til fordel for en toppost i medievirksomheden Observer. Ny administrerende direktør bliver Peter Odgaard-Jensen (tv.), hidtil salg- og marketingdirektør i Azlan.
Foto: Torben Klint
Boks:
Azlan i nye aftaler med Eterra og WM-data
Azlan indgik ved årsskiftet to nye større partner-aftaler med henholdsvis WM-data og Eterra.
Hvad angår Eterra, er der tale om en partneraftale, der indebærer, at Azlan skal levere support, sparring og uddannelse på Novells netværksprodukter til Eterra.
Azlan har satset aggressivt på Novell både på distributionsiden og når det gælder uddannelse. Ifølge Azlans nye administrerende direktør, Peter Odgaard-Jensen, sidder selskabet på mere end 80 procent af det danske Novell-udannelsesmarked.
Med hensyn til WM-data er der tale om en samarbejdsaftale, hvor Azlan skal levere Ciscos netværksprodukter og uddannelse til WM-datas Infra Solutions afdeling med det mål at styrke kompetencen på netværk og infrastruktur.