Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 12. april 2002.
Konsulenthuset Valtech overtager aktiemajoriteten i Notes House, der indtil slutningen af sidste år var konsulentdelen af softwarehuset IT Factory.
Nære relationer til IBM Software Group og ønsker om at styrke kompetencen på Lotus-området. Sådan lyder den korte version af, hvorfor internetkonsulenthuset Valtech har valgt at overtage 51 procent af aktierne i Notes House.- Samtidig indgår vi i et joint venture med Notes House. Utrolig mange virksomheder er bestykket til at drive e-business, men aner ikke, hvor store mulighederne er i Lotus-platformen. Det skal vi ud og forklare dem i samarbejde med Notes House, så de kan få nogle løsninger, der giver noget på bundlinien, forklarer Henrik Haagen, administrerende direktør, Valtech.Valtech har betalt for aktiemajoriteten i Notes House dels med Valtech-aktier, dels med kontanter. Prisen og blandingsforholdet ønsker Henrik Haagen ikke at løfte sløret for, men ambitionerne vil han gerne sige lidt om:- Vi vil være blandt Danmarks største på Lotus-området og vil gerne udvide på nordisk plan, men vi har intet hastværk. Vi udvider i et tempo, hvor indtjeningen følger med, lyder det fra Valtech-direktøren.Blandt konkurrenterne nævner Henrik Haagen EDB Gruppen, der i parentes bemærket i dag samarbejder tæt med den tidligere Notes House-ejer IT Factory, Inopi og Spirit Solutions (tidligere Aston Notes Team).Mistede pustenNotes House var indtil sidste år en del af det danskejede softwarehus IT Factory, der sammen med så mange andre IT-virksomheder mistede pusten, så det gjorde noget sidste år. Faktisk kollapsede virksomheden i december 2001, og Merkantildata, som havde investeret i IT Factory, måtte afskrive sin investering på 60 millioner kroner. Opkøbte selskaber blev skilt ud igen fra den amerikanske del af IT Factory, og 2M Invest købte IT Factory, der ejede al software, hele udviklingsafdelingen og salgsstyrken. Stifteren Lars Munch Johansen blev fyret fra sin lederpost, hans bror og medstifter Morten Munch Johansen overtog konsulenthuset Notes House. Og han har nu valgt at indgå dette partnerskab med Valtech.
Billedtekst:
- Vores konkurrenter fokuserer 100 procent på Notes-platformen, hvor vi gerne vil gå meget bredere ud, siger Henrik Haagen, administrerende direktør for Valtech, der netop har overtaget aktiemajoriteten i Notes House.