Webtjenester bliver det kommende tiårs store hit

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 12. april 2002.


Webtjenester spås at blive et af det kommende tiårs helt store markeder, og de to største spillere er uden diskussion Bea Systems og IBM. Hvem, der er allerstørst, er en akademisk diskussion, som ikke interesserer udviklerne.

Når det gælder om at forklare, hvad webtjenester (web services) er for en størrelse, og hvad de kan bruges til, elsker leverandørerne sjovt nok et eksempel, hvor det gælder om at komme for sent. Altså, når du kommer for sent til dit fly, sætter en kædereaktion af webtjenester i gang. Først og fremmest bookes du automatisk på det næste ledige fly. Samtidig får det hotel, der venter dig, besked via en e-post om, at du bliver forsinket. Samme procedure gælder for biludlejningsfirmaet og måske det lokale squash-center, hvor du i naiv forventning om at ankomme som planlagt har bestilt en bane.
Webtjenester kan naturligvis også bruges på andre områder i en virksomhed og såmænd også i privatsfæren. Oplagt er alle såkaldte legacy-systems. Det vil sige skræddersyede og ofte egenudviklede systemer - altså systemer, der som regel er baseret på en lukket teknologi, og som hidtil ikke har været i stand til at kommunikere med hinanden.
Mange virksomheder har hundredvis af applikationer, der ikke er i stand til at kommunikere indbyrdes til stor ærgrelse og besvær for såvel brugere som de IT-ansvarlige. Store IT-kunder har måske applikationer med baggrund i så forskellige teknologier som
CICS, Cobol, C, Visual Basic, C++ og så videre. Med en underliggende javabaseret eller .net-baseret infrastrukturplatform kan disse forskellige teknologier pludselig forstå hinanden og udveksle funktionalitet.
- I løbet af de næste tre til fem år bliver Java og Microsofts .Net de dominerende platforme for web services, siger Bernard Spang, program director hos IBM i New York.
Han fortæller, at IBM i øjeblikket har 600.000 registrerede udviklere i sit WebSphere-domæne, mens konkurrenten Bea Systems har 360.000 aktive udviklere verden over. Begge virksomheder forventer stor vækst i antallet af tilknyttede udviklere. På verdensplan vurderes det, at der er flere end ni millioner udviklere i målgruppen.
Lige store nu
Bea Systems har med sin WebLogic-platform hidtil ligget urørlig i spidsen på applikationsservermarkedet som leverandør af infrastrukturplatforme til udvikling af webtjenester. IBM har ligget i baghjul, men samtidig brugt mange milliarder kroner på at markedsføre sin konkurrerende teknologi WebSphere. Nu er det ifølge Giga Information Group lykkedes IBM at nå op på siden af Bea for så vidt angår markedsandele i det, der kaldes applikationsservermarkedet. Ifølge Giga har begge i dag hver 34 procent af markedet, mens en række andre som for eksempel Oracle, Sun og HP sidder på de sidste godt 30 procent.
- Den her konkurrence om markedsandele er glimrende. Konkurrencen tvinger os til at være på tæerne, siger Bernard Spang, der selvsagt glæder sig over de seneste tal fra Giga.
IBM's WebSphere er svær at gennemskue, fordi den består af mere end 100 forskellige produkter, der angiveligt ikke altid hænger lige godt sammen.
Onde tunger vil vide, at IBM Global Services omsætter ti kroner til konsulenthjælp, hver gang WebSphere omsætter en.
Der er en fordel
- At der er så mange produkter er en del af værdien af WebSphere-platformen. På den måde favner vi meget bredt og kan levere alle dele af en løsning, hævder Bernard Spang.
At det er en fordel afviser Jørn Bo Jacobsen, direktør for Bea Systems i Danmark:
- Vi kører på hovedlandevejen med vores produkter, og konkurrerer ikke med vores kunders hardware- eller softwareleverandører. IBM derimod kører på samtlige veje og konkurrerer mod SAP, EMC, Oracle, Sun, Compaq og masser af andre leverandører. Selvfølgelig er det ikke nogen fordel.
David Chuang, øverste chef for Bea Systems og en af stifterne, mener helt generelt, at begrebet web services er noget overvurderet. Han siger:
- Mange mener, at der er tale om det næste programmeringsmiljø for alle, og den holder slet ikke. Web services er simpelthen en teknologi, der gør det muligt at integrere mange forskellige virksomhedsapplikationer omkring et enkelt omdrejningspunkt, siger han.
Udviklerne er ligeglade
Udviklerne er over en bred kam ret ligeglade med analytikernes udmeldinger om markedsandele. De mener, at det er lidt ligesom med statistikker.
Tallene skal bare bøjes på den rigtige måde, så kan man få en statistik til at vise, at jorden er flad.
- Kunderne burde i højere grad se på regnskabstal og kvaliteten af produkterne fremfor at stole på de udmeldinger, som analytikere kommer med vedrørende markedsandele. Ofte kan valget mellem det ene eller det andet produkt afhænge af, om man kan lide den person, der kommer for at præsentere det, mener Steffen Jensen, udvikler og administrerende direktør for Javahuset Nordija.
Nordija laver løsninger baseret på både WebLogic og på WebSphere - dog med en betydelig overvægt af WebLogic-baserede løsninger.

Boks:
De størstes kunder
Her udsnit af danske kunder baseret på henholdsvis WebLogic & WebSphere. Hverken Bea eller IBM ønsker at offentliggøre fyldestgørende kundelister.

BEA WebLogic-kunder:
Alfred Berg, CSC, Dansk Tipstjeneste, DMdata, DSB, Folketinget, Forsikring & Pension, Integris, MedicoTest, DK Lønsystemer, Kuwait Petroleum, LEC, Lån & Spar, Mærsk Organisator, Nokia, Nordea, Nykredit, Navision, Post Danmark, Pressalit, SDC, Sonofon, TDC, Told & Skat.

IBM WebSphere-kunder:
Danske Bank, PBS, SAS, Grundfos, Danisco, NESA, Codan, ATP, Top Danmark, IKEA, Magasin.

Boks:
Web Services Interoperability Organization
En række af IT-leverandører har stiftet organisationen Web Services Interoperability Organization (WS-I) for at sikre fælles fodslag på det voksende marked for udvikling af web services.
Stifterne af organisationen er Accenture, BEA Systems, Fujitsu, Hewlett-Packard, IBM, Intel, Microsoft, Oracle og SAP. Udover at sikre, at web services kan samarbejde entydigt og pålideligt, skal WS-I fungere som IT-branchens fælles talerør om brugen af web services. WS-I er en åben organisation og en lang række firmaer bakker op om den.
Det er blandt andre software-firmaer som Akamai Technologies, Autodesk, Borland, Business Objects, Commerce One, CommerceQuest, Dassault Systemes, ESRI, J.D. Edwards, Macromedia, SAS Institute og VeriSign samt hardwarefirmaer som Compaq og Toshiba. Yderligere informationer om WS-I på organisationens websted: www.ws-i.org.

Billedtekst:
- IBM har nok flere licenser end os, men vores er typisk meget tungere, det vil sige, at vores løsninger kører mange flere transaktioner. Det gælder både i udlandet og herhjemme, siger Jørn Bo Jacobsen, administrerende direktør, Bea Systems Danmark.
Foto: Torben Klint

Boks:
Ingen ejer web services
Web services er en metode til at integrere forretningsapplikationer over internettet. Ingen ejer web services. Standarden, der ligger bag web services-modellen er defineret af the World Wide Web Consortium (W3C) og bakkes op af virksomheder som IBM, Bea Systems, Ariba og mange andre.

Jeg er sgu min egen
Web services tilbyder en totalt åben integrationsmodel, som ikke er domineret af en enkelt leverandør. Web services er baseret på en række XML-standarder, der er bredt accepteret i IT-branchen.

Kæmpespild
Ifølge analysehuset Gartner spildes 60 procent af al programmering på at trække data ud og flytte data fra a til b, fordi dataintegration er en by i Rusland for mange virksomheder.