Det hele drejer sig om integration

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 12. april 2002.


Virksomheder verden over bruger formuer på dataintegration. Derfor er web services og det åbne dataformat XML manna fra himlen for enhver IT-ansvarlig.

- Vi kan ikke engang blive enige om en standard for skostørrelser i de forskellige lande. Hvordan kan vi så gøre os håb om at blive enige om standarder for komplicerede forretningstransaktioner, spørger Chris Horak.
Han er Vice President og intet mindre end Chief Evangelist for Software AG, der betegner sig selv som The XML Company. Horak var taler i tirsdags ved et halvdagsseminar om web services og dermed XML (Extensible Markup Language), som web services er baseret på.
Selv om vi ikke kan blive enige om skostørrelser, er det alligevel lykkedes at gøre XML så populær, at det er på vej til at blive det foretrukne format til dataudveksling, hvilket ifølge Horak kan føre til dataintegration i et hidtil uset omfang.
- Ifølge det amerikanske magasin Infoworld bruger virksomheder verden over i dag i gennemsnit 24 procent af de årlige IT-udgifter på at integrere data på forskellig facon, fortæller Chris Horak.
Ejer 80 procent
I dag ejer virksomheder typisk 80 procent af de data, de baserer forretningen på, mens de sidste 20 procent kommer ude fra - for eksempel fra internettet.
- I løbet af de kommende fem år vil det tal ændre sig, så virksomhederne kun "ejer" 20 procent af alle de informationer, som de baserer forretningen på, mens 80 procent kommer fra andre kilder. Og så er det naturligvis afgørende, at dataintegration ikke er et problem overhovedet, lyder det.
Chris Horak siger: SPEED matters og fortsætter med en oversættelse: Storing, Publishing, Exchanging Electronic Documents baseret på XML.
- Du kan sige, at web services er en killer-applikation for XML på samme måde, som en browser er en killer-applikation for internet, siger den tyske XML-specialist.
Ingen ejer
- Det største ved XML er, at det ikke tilhører nogen, men vi må ikke glemme, at der stadig ligger kode og programmering bag. Teknologien alene er ikke nogen løsning. Målet skal være at servicere i et eller andet omfang. Web services baseret på XML kan være værktøjet, fastslår Chris Horak.
Forskellen på ASP (Application Service Provider) og web services er ifølge Horak, at ASP er en forretningsmodel for IT outsourcing, mens web services er en arkitektur til automatiseret databehandling.
På verdensplan producerer vi, ifølge Chris Horak, op mod en exabyte (1.024 x 1.024 terabyte) af informationer om året, og han er bekymret for, om vi skal ende vores dage med at blive kogt til døde i et uoverskueligt hav af informationer.
Han fortæller om frøen, der hopper ned i en gryde med meget varmt vand.
Den hopper omgående ud igen. Bliver vandet derimod opvarmet langsomt, mens frøen er i gryden, hopper den ikke ud, men ender med at sige farvel til livet som kogt frø. På samme måde risikerer vi at ende livet som kogt informationssøger og -forbruger, fordi World Wide Web-gryden bliver varmere og varmere mens den overfyldes og samtidig lider af inkompatible formater, og vi opdager det ikke, fordi vi sidder i suppedasen.
Løsningen på det er naturligvis en yderligere udbredelse af brugen af web services og XML, der gør det muligt at opbygge en web services-arkitektur til virksomheden. En arkitektur, der er fuldstændig baseret på åbne standarder, men samtidig gør det muligt at genbruge den eksisterende infrastruktur i virksomheden.

Billedtekst:
- Faktisk har XML (Xtensible Markup Language, red.) en 34 år gammel storebror GML, der står Generel Markup Language. Tim Berners-Lee tog fem linier herfra i 1981 og skabte HTML, der blev en anerkendt standard i 1989, fortæller Chris Horak, Software AG.