København dropper Kommunedata

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 12. april 2002.


Københavns Kommune dropper Kommunedata som driftsleverandør til fordel for DMdata.

Københavns Kommune forventer at spare omkring 300 millioner kroner ved at lade DMdata overtage driften af kommunens IT-systemer.
Hidtil har Kommunedata (KMD) stået for både drift og udvikling, men i de næste fem år fra midten af september skal Kommunedata stå for udviklingen, ligesom det også er Kommunedatas programmer, der skal anvendes.
Besparelsen på de 300 millioner skyldes dog ifølge Københavns Kommune ikke, at Kommunedata har taget overpris for driften. Den tidligere kontrakt omfattede både ansættelse af 200 medarbejdere fra Københavns Kommune i Kommunedata samt år 2000-sikringen af Københavns Kommunes IT-systemer.
Administrerende direktør i DMdata Flemming L. Jensen er glad for den nye kontrakt med Danmarks største kommune.
- Det er en enestående opgave og en stor udfordring. Opgaven ligger godt i tråd med DMdatas ambitioner om fortsat vækst og ønsket om at være den foretrukne leverandør af IT-driftsydelser til den danske offentlige sektor og det danske erhvervsliv, siger han.
KMD stadig glad
På trods af tabet af driften af Københavns Kommune er administrerende direktør i KMD Lars Monrad-Gylling glad over, at KMD bortset fra de fire år med driftsopgaven, har udsigt til det største forretningsmæssige samarbejde med Københavns Kommune, der har været i de mere end 30 år, de to organisationer har samarbejdet.
- I KMD er vi glade for at kunne fortsætte samarbejdet på den videntunge opgave med vedligehold af Københavns Kommunes programmel, siger Lars Monrad-Gylling.
Ifølge overborgmester i Københavns Kommune Jens Kramer Mikkelsen har DMdata tilbudt at overtage personale fra Kommunedata til driften af kommunens systemer.