Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 22. april 2002.
WM-data satser intensivt på storage som selvstændigt forretningsområde.
WM-data har i regi af sin Enterprise Storage-afdeling i WM-data Infra Solutions satset langt mere intensivt på storage-området i de senere år, i takt med at området er blevet et selvstændig fokusområde i IT-branchen.
- I WM-data har vi i dag en organisation på plads, hvor der er åbnet for, at der kan eksistere en række nicheorienterede forretninger. Storage er en af disse og beskæftiger cirka 20 medarbejdere, der alle er selvkørende forstået på den måde, at de har en omfattende ekspertise og kun i begrænset omfang læner sig op ad eksterne partnere, siger Jesper Jönsson.
Han er ansvarlig for Enterprise Storage-afdelingen.
Rå kompetence
Carsten Sixhøi, administrerende direktør i WM-data Infra Solutions, kalder selskabets storage-enhed for en "rå kompetenceforretning".
En forretning der primært går efter større kunder med komplekse installationer.
- Vi konkurrerer med storage-producenterne og med spillere, som for eksempel ProAct eller systemintegratorer med tilsvarende profiler, der ligger i den høje ende af markedet, siger Carsten Sixhøj.
- Vi har bevidst fravalgt at bevæge os ind på volumen storage-markedet, fordi marginalerne er for små, siger han.
- Desuden er det ikke vores metier, men snarere spillere som Atea, Aston og Eterra, der bevæger sig her.
Brikkerne samles
Når Infra Solutions ikke profilerer sig på markedet som en decideret storage-integrator, så hænger det sammen med den overordnede strategi.
- Storage er næsten altid en del af en større løsning. I Infra Solution fokuserer vi på en model, hvor vi ikke går efter at fremhæve de enkelte komponenter i løsningen, men derimod værdiskabelsen der ligger i at samle brikkerne til løsninger, siger Carsten Sixhøi.
Han siger, at WM-datas
storage-forretning i øjeblikket bidrager med cirka 100 millioner kroner til Infra Solutions' samlede omsætning.
På koncernplan udgør Infra Solutions godt en femtedel af WM-datas omsætning.
Billedtekst: Ifølge Carsten Sixhøi er storage et ud af de i alt fem hovedområder, der i øjeblikket fokuseres på i WM-data Infra Solutions. Han kalder WM-datas storage-enhed for en
"rå kompetenceforretning" der
satser på den høje ende
af markedet.