Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 22. april 2002.
Mindcom har indgået forhandleraftale med Gedys.
Sagen mellem Gedys, Mindcom og Johnny Henkel om påstået brud på software-rettigheder har ført de to lejre sammen i et utraditionelt salgssamarbejde.
I stedet for at slæbe Mindcom i retten for brud på software-rettighederne har Gedys tilbudt Mindcom at blive forhandler af Gedys ydelser og produkter.
- Vi vil hellere bruge vores energi på en konstruktiv måde, end på at bekæmpe hinanden i retten, siger Charlotte Tuxøe, der er direktør i Gedys Danmark.
Det var hende, der sidste år fik nys om, at Mindcoms danske afdelinger solgte Lotus Notes-løsninger, der angiveligt lå for tæt op ad det, Gedys mente, de havde rettighederne til.
Konkret mener hun, at Johnny Henkel, der har været administrerende direktør i Gedys danske afdeling, før han blev administrerende direktør i Mindcom, har taget for meget af kildekoden på noget software med over, da han skiftede job.
Deri er Mindcoms øverste chef, svenskeren Ola Hansson enig.
- Vi undersøgte påstanden fra Gedys og bad Johnny Henkel om en god forklaring, men det kunne han ikke levere, og så havde vi intet andet valg end at skille os af med ham og forsøge at genopbygge vores renomme, siger Ola Hansson.
Han forklarer, at den process blandt andet består i et samarbejde med Gedys, hvor Mindcom nu fungerer som forhandler af Gedys produkter og ydelser.
Johnny Henkel mener, at det er ham, der er ansvarlig for, at salgssamarbejdet er blevet til noget. Og han afviser at have brudt software-rettigheder.