Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 3. maj 2002.
Datalagringsproducenten EMC
annoncerer nyt produkt, der retter sig mod en del af lagringsmarkedet, der vurderes at være 80 milliarder kroner værd om bare tre år.
Bruxelles: EMC lancerede i tirsdags et nyt datalagringsprodukt, Centera, der retter sig mod et eksplosivt voksende marked for statiske data (fixed content), det vil sige data, der aldrig ændrer sig. Ifølge EMC er mindst halvdelen af de data, der lagres om få år statiske som for eksempel røntgenbilleder, Power Point-præsentationer, filmklip og indscannede bankchecks.
- Til næste år når markedet for lagring af fixed content en værdi af tre milliarder dollars og i 2005 vil markedet for alene fixed content være ti milliarder dollars værd (80 milliarder kroner, red.), hævder Joe Tucci, der er øverste chef, Chief Executive Officer, for EMC.
Centera består både af software og hardware, og et system koster i sin grundudgave med fem TB diskplads godt halvanden million kroner. Prisen på at lagre data er raslet ned de senere år. I 1995 kostede det halvanden dollar at lagre Èn MB. I 2000 var prisen faldet til 0,30 dollar, og i 2005 forventer EMC, at prisen for at lagre den her ene MB er faldet til mindre end 0,01 dollar.
- Det betyder, at man med Centera har den magnetiske disks ydelse, mens de totale omkostninger (TCO) nærmer sig den langt billigere tape-teknologi, forklarer Nick Harmer, direktør i KVS, en af de 30 partnere, der allerede udvikler løsninger til Centera.
Netop prisen stiller Gartner-analytikeren Josh Krischer sig skeptisk over for:
- EMC hævder, at prisen for at lagre med Centera er lige så lav, som hvis man lagrer med båndteknologi, og den påstand mangler jeg dokumentation for, siger Josh Krischer, Research Director, Enterprise Systems and Storage, Europa.
Blandt potentielle kunder i Norden fremhæver Joe Tucci de store telekommunikationsvirksomheder, der alle dels ligger inde med kolossale mængder data, dels er underlagt lovkrav om at gemme disse data i årevis.
ICL-opfindelse
CAS - Content Addressed Storage - er ikke en ny opfindelse, men måden, som EMC angriber den på i dag, er væsentlig forskellig fra den, som ICL diskede op med for omkring 20 år siden, da den dengang engelske virksomhed introducerede sit Content Addressed File System. EMC har syslet med sin CAS-teknologi i syv år og fik med købet af det belgiske firma FilePool sidste år det endelige gennembrud. EMC købte FilePool for 50 millioner dollars, og Jan Van Riel, nørd og medstifter af FilePool er i dag teknologidirektør i EMC.
Kort fortalt kreerer Centera-softwaren et 128 bit digitalt garderobemærke til brugeren, når denne afleverer data i garderoben sådan billedligt talt.
- Dette digitale fingeraftryk, som også er en adresse, er skabt ud fra indholdet i de lagrede data, og derfor er adressen den samme også om 100 år, uanset hvad der er sket med lagringssystemet i dette tidsrum. Det betyder, at de lagrede data kan findes frem, selvom lagringsmediet er blevet flere generationer nyere, forklarer Jim Rothnie, Chief Technology Officer, EMC.
Billedtekst:
- Efter min mening er det afgørende for Centeras succes, at vedligeholdelsesomkostningerne er konkurrencedygtige. Kigger man på EMC's Symmetrix-produkt, er vedligeholdelsesomkostningerne betydelig højere end hos konkurrenterne. Og så savner jeg Siemens blandt partnerne, når EMC retter sig specifikt mod sundhedssektoren med Centera, konstaterer Josh Krischer, Gartners Research Director, Enterprise Systems and Storage, Europa. Foto: Torben Klint
Boks:
Bits og bytes
1 Gigabyte = 1.000 Megabytes (1.000.000.000 eller 10 i 9.)
1 Terabyte = 1.000 Gigabytes (1.000.000.00.000 eller 10 i 12.)
1 Petabyte = 1.000 Terabytes (1.000.000.000.000.000 eller 10 i 15.)
1 Exabyte = 1. 000 Petabytes
(1.000.000.000.000.000.000 eller 10 i 18.)
Verdens årlige produktion af print, film, optisk og magnetisk lagrede data svarer i følge en rapport fra University of California til omkring 1,5 milliard gigabytes.
1,5 milliard gigabytes = 1,5 exabyte (1.500.000.000.000.000.000)
I følge Gartner Dataquest findes der en milliard e-postbokse på verdensplan med tilsammen 900 terabytes data.
Der tages 2.700 digitale billeder i sekundet svarende til 80 milliarder om året.
Der tages otte milliarder røntgenbilleder om året. Hvert billede fylder otte MB - i alt 17 petabytes.