Dybe danske Compaq-spor i HP's nye europakort

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 3. maj 2002.


Compaq-folk med dansk baggrund sætter sig på de nye HP-chefposter for Europa, Nordeuropa og Danmark.

Med en ny stribe udnævnelser i denne uge har Hewlett-Packard og Compaq sat navne på godt 1.100 ansatte, der fra centrale chefposter over hele verden skal integrere organisationerne og styre verdens næststørste IT-selskab. På HP's nye europakort er der dybe danske Compaq-spor.
De seneste måneder har spekulationerne bølget om, hvem der skulle overtage posten som administrerende direktør for det fusionerede selskab i Danmark. Compaqs nuværende danske topchef Walther Thygesen eller Hewlett-Packards administrerende direktør Chris Jansen.
Ingen af dem skulle det vise sig. Jobbet går til 37-årige Niels Svenningsen, der for blot to måneder siden vendte tilbage til Compaq som direktør med ansvar for marketing og ad hoc- opgaver i den nordiske organisation, som hans chef Walther Thygesen (51) med titel af Vice President er ansvarlig for.
Opad
Walther Thygesen selv tager også et skridt opad i den nye HP-organisation. Han bliver chef for aktiviteterne i Nord-europa, der ud over de nordiske lande omfatter Holland, Belgien og Luxembourg.
Denne uges udnævnelser faldt på plads i forrige uge, da HP's CEO Carly Fiorina aflagde besøg hos sin nye chef for Europa, Mellemøsten og Afrika Kasper Rørsted, der er 40 år. Selvom det er længe siden Kasper Rørsted arbejdede i Danmark, så startede han karrieren i Digital-koncernens danske selskab, inden hans kometkarriere bragte ham rundt i verden til en række topposter.
Han var blandt de 150 første topchefer som Carly Fiorina og Michael Capellas valgte til at stå i spidsen for fusionen af Hewlett-Packard og Compaq. Kasper Rørsted var i oktober vendt tilbage til Compaq som øverste chef for selskabets europæiske aktiviteter.
Dansk gen
Det danske gen for handel og købmandskab er måske det nærmeste, man kommer, på at kaste lys over, hvorfor de tre mænd nu får så markante roller i den ny HP-organisation. Alle tre har haft karrieforløb, hvor evnen til at skabe resultater med volumen-afsætning spiller en væsentlig rolle.
Økonomen Kasper Rørsted blev som 29-årig europæisk marketingchef for Digital. Siden har han arbejdet i internationale topjob for Oracle, Compaq, Vignette for igen at vende tilbage til Compaq med ansvaret for det 110 milliarder kroner store salg i Europa.
Æblemanden
Ingeniøren Walther Thygesen har haft Hewlett-Packard trykt på visitkortet før. Fra 1982 til 1987 bevægede han sig fra leder af storkundesalget til salgs- og marketingchef hos HP Danmark.
Fra HP sprang han til jobbet som administrerende direktør for Apple Computer Denmark A/S. I 1992 blev han forfremmet til Senior Director med ansvar for konsumentmarkedet i Apples europæiske organisation, hvor han i 1996 endte som Vice President og Marketing Manager inden han tog jobbet som administrerende direktør for Compaq i Danmark.
Overraskelsen i ugens udnævnelser var Niels Svenningsen, der siden sin uddannelse som programmør er blevet opgraderet med en forretningsuddannelse. En kombination han brugte hos IBM, som han forlod i 1996 efter at være nået frem til jobbet som nordisk chef for pc marketing.
Under Walther Thygesen i Compaq arbejdede han sig støt og roligt frem til jobbet som viceadministrerende direktør og uofficiel kronprins, da Walther Thygesen i januar 2000 også fik ansvaret for Compaqs nordiske og hollandske aktiviteter.
Egen hardwareforretning
Niels Svenningsen valgte dog alligevel at forlade Compaq senere samme år. Lokket af tilbuddet om at opbygge en web-baseret hardware-forretning hos den nyetablerede Aston IT-Group.
Men trods succes med stort salg af blandt andet Compaq-produkter, så valgte Niels Svenningsen at vende tilbage til Compaq kort tid efter, at Aston Web-sales som en del af opsplitningen af Aston IT-Group var blevet en del af den nye Spirit Group. Således nåede han lige et par måneder tilbage hos Compaq før udnævnelsen til administrerende direktør for det fusionerede HP og Compaq i Danmark.
En udnævnelse der ikke alene afføder respekt i den danske IT-branche men også skaber glæde. Flere kilder peger på, at Niels Svenningsen på den ene side har evnen til at analysere og træffe hurtige beslutninger til gavn for afsætningen, men omvendt også vil kunne håndtere den delikate integration af de to fusionerende virksomheders medarbejder, der uden tvivl vil koste job.
En fantastisk inspirator
- Niels Svenningsen er en fantastisk inspirator for medarbejdere og samarbejdspartnere. Vi er meget glade for valget, siger administrerende direktør Hans Vitalis fra distributøren Tech Data, der både distribuerer produkter fra Hewlett-Packard og Compaq.
Det er ikke umiddelbart muligt at finde ud af, om det er et tilfælde, at tre Compaq-folk har sat så dybe spor i HP's nye europakort. Eller om der er tale om en trend, hvor det nye HP i større grad vil benytte sig af Compaqs succesopskrift, der gennem fokus på volumen salg i løbet af få år i 90'erne gjorde Compaq til verdens største computerleverandør. Informationerne fra det nye HP kommer i små dryp og uden mulighed for uddybende kommentarer.
Foreløbig forlyder det dog, at topchefen i Sverige bliver en Compaq-mand, nærmere bestemt den nuværende administrerende direktør Roland Vejdemo, mens nordmændene skulle have valgt fra HP's rækker - direktøren for Nordeuropa Frode Haugli. På den anden side af kloden, i Australien, skulle det endvidere ligge fast, at den nye chef kommer fra Compaq, nemlig Paul Brandling, som hidtil har været direktør for hele South Pacific-regionen.

Billedtekst:
Walther Thygesen (51) bliver ansvarlig for Norden og Benelux.

Billedtekst:
Niels Svenningsen (37) er HPs nye administrerende direktør i Danmark.

Billedtekst:
Kasper Rørsted (40) er det nye HPs europæiske topchef.

ILLUSTRATION: LENE SEKJÆR




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
AI i det offentlige: Potentiale, erfaringer og krav

Hør erfaringerne med at anvende AI til at transformere og effektivisere processer i det offentlige – og med at sikre datakvalitet, governance og overholdelse af retningslinjer.

27. august 2025 | Læs mere


Computerworld Cloud & AI Festival 2025

Med den eksplosive udvikling indenfor cloud & AI er behovet for at følge med og vidensdeling større end nogensinde før. Glæd dig til to dage, hvor du kan netværke med over 2.400 it-professionelle, møde mere end 50 it-leverandører og høre indlæg fra +90 talere. Vi sætter fokus på emner som AI; infrastruktur, compliance, sikkerhed og løsninger for både private og offentlige organisationer.

17. september 2025 | Læs mere


IT og OT i harmoni: Sikring uden at gå på kompromis med effektiviteten

IT og OT smelter sammen – men med risiko for dyre fejl. Få metoder til sikker integration med ERP, kundesystemer og produktion. Tilmeld dig og få styr på forskellene og faldgruberne.

24. september 2025 | Læs mere