Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 17. maj 2002.
I et brev til lederne i de offentlige institutioner efterlyser bestyrelsen for Projekt Digital Forvaltning beskrivelser af nye IT-projekter, der fremmer digital forvaltning.
Bestyrelsen for Projekt Digital Forvaltning, der blandt andet har nedsat Den Digitale Taskforce, ønsker øget ledelsesmæssig bevågenhed på mulighederne i den digitale forvaltning.
Derfor har bestyrelsen sendt et brev til alle ledere inden for den offentlige sektor, hvor de dels gør status på Taskforcens hidtidige arbejde og dels fremhæver nødvendigheden af at digitalisere de administrative processer.
Digitaliseringen skal forbedre den offentlige service, og de administrative opgaver skal i fremtiden lægge beslag på en mindre del af den samlede offentlige beskæftigelse for at skabe rum til mere service, som det hedder i brevet.
Bestyrelsen peger endvidere på den betydelige omstillingsproces, den offentlige forvaltning kommer til at gennemgå.
Bestyrelsen har siden etableringen i efteråret 2001 blandt andet foreslået nye forvaltningsmodeller inden for sygedagpenge- og boligstøtteforvaltningen, igangsat sikkerhedsløsninger baseret på digital signatur og igangsat et standardiseringsarbejde, som vil muliggøre XML-baseret dataudveksling mellem offentlige IT-systemer.
Retten til data
Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling forestår arbejdet med at skabe tekniske og juridiske rammebetingelser for digital forvaltning, herunder digital signatur og udveksling af data ved brug af den internationale XML-standard.
Projekt Digital Forvaltning bidrager også til at sikre, at offentlige myndigheder kan få adgang til de data, der er nødvendige for at etablere digitale løsninger. Det sker med udgangspunkt i et generelt princip om "ret til data."
Princippet gælder for alle statslige institutioner, amter og kommuner og indebærer, at offentlige myndigheder med de nødvendige personbeskyttelseshensyn har ret til at trække på hinandens data. Aftalen betyder også, at leverandører eller systemejere ikke kan sætte sig imod retten til data.
Henvendelsen til de offentlige ledere sker desuden for at samle viden om projekter, der ikke er omtalt tidligere eller beskrivelser af barrierer for udviklingen mod digital forvaltning.
Billedtekst:
Administrative opgaver skal i fremtiden lægge beslag på en mindre del af den samlede offentlige beskæftigelse, mener bestyrelsen for Projekt Digital Forvaltning.