Forsigtig optimisme efter tyndt besøgt NTI-messe

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 24. maj 2002.


Efter en netværksmesse med knapt 30 procent fald i besøgstallet, er arrangører og udstillere gået i tænkeboks for at finde ud af, hvordan næste års messe skal skrues sammen.

NTI-messen fik næsten 30 procent færre besøgende end sidste år. 7.741 gæster gik gennem Bella Centers porte, mod 10.944 året før. Arrangørerne fastholder dog, at det var de rette mennesker, der lagde vejen forbi netværksmessen.
- Der blev arbejdet målrettet på, at det var folk med professionelt ærinde, der kom på NTI 2002. De foreløbige tilbagemeldinger fra udstillerne tyder på, at vi har fået den helt rigtige besøgerprofil, men det ved vi mere om, når vores besøgs- og udstiller-analyse er færdig om godt en måned, siger direktør Annelise Ryager fra IT Scandinavia Exehibitions.
Når analysen, der laves på grundlag af spørgeskemaer til gæster og udstillere, foreligger, vil arrangørerne i samarbejde med udstillere og partnere, fastlægge, hvordan næste års messe skal skrues sammen.

Test med i købet
Softwarehuset GoPinocchio er udmærket tilfredse med deres repræsentation på NTI. Selskabet var en af de udstillere, der havde en forholdsvis stor stand ved messens indgang, hvor selskabet viste en ny platform til dialog-kommunikation fra mobile enheder.
- Den første dag var sløv, men derefter fik vi mange af de rette forbi. Vi havde gerne set, at flere af de store trækplastre som Microsoft og Hewlett-Packard med flere havde været til stede, men det var bestemt værd at være der - specielt fordi vi også benyttede messen til at lave fieldtest af vores mobile kommunikations-platform, der blev brugt til at formidle praktiske informationer til gæsternes lommecomputere, siger direktør Anders Rosenbeck fra GoPinocchio.

Nordiske gæster
Også tele- og netværksproducenten Alcatel havde valgt en større stand.
- Totalt set havde vi en blandet messe. Førstedagen var meget stille, mens den følgende dag var rigtig god. Vi havde en række partnere på vores stand, som var godt tilfredse med de kontakter, de fik, og vi havde inviteret en række gæster fra det øvrige Norden, der ikke havde været på messe i Danmark før, og som fik et positivt indtryk, siger direktør Carsten Laursen fra Alcatel Danmark.
- Men besøgstallene er da skuffende. Man mærker, at firmaerne i branchen er tilbageholdende både med at udstille og med at sende folk af sted, tilføjer han.

Mere tele og netværk
Kabel- og infrastruktur-producenten Crimp oplevede også at tiltrække en del gæster til en stand, hvor man blandt andet ved hjælp af mikro- og videoskop kunne finde frem til ridser i fiberoptiske forbindelser.
- Vores koncept med at lade folk prøve udstyret selv faldt i god jord, og vi fik flere kontakter end forventet, siger salgschef Henrik Hedegaard fra Crimps fiberoptiske afdeling.
Hans kollega fra selskabets trådløse afdeling, salgschef Lars Knudsen tilføjer dog:
- Set fra vores side var netværk og telekom for tyndt repræsenteret. Der bør være flere udstillere i denne gruppe, hvis NTI skal fortsætte i sin nuværende form.

Billedtekst: To "messe-sild" indfanget på årets NTI-messe. Messen tiltrak ikke så mange besøgende som sidste år, og nu tænker arrangørerne over, om noget skal ændres til næste år. Foto: Torben Klint