Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 24. maj 2002.
Efter i årevis at have heddet br-leg.dk på nettet har Fætter BR nu vundet retten til sin egen forkortelse br.dk som domænenavn.
Legetøjskæden Fætter BR har i Sø- og Handelsretten vundet retten til sit eget navn på internet.
IT-firmaet Icom Data er nemlig dømt til at overdrage domænenavnet br.dk til Top-Toy, der ejer Fætter BR-kæden.
Icom erhvervede allerede i 1999 domænenavnet br.dk, fordi de ville opbygge en hjemmeside med instruktion i opbygning af hjemmesider.
- Break-kommandoen er helt central, når du bruger internet, så det var naturligt for os at bygge en hjemmeside op omkring dette begreb, siger direktør i Icom Data Lars Ilsøe.
Men udviklingen overhalede Icom, og nye værktøjer overflødiggjorde projektet, så Icom fik aldrig taget navnet i anvendelse.
Icom blev i stedet kontaktet af Top-Toy, der ønskede at købe domænenavnet br.dk.
Tilbuddet blev afvist af Icom, og Top-Toy besluttede at slæbe Icom i retten.
Det er den sag, som Sø- og Handelsretten netop har truffet afgørelse i.
En afgørelse, der slår fast, at Top-Toy har retten til br.dk.
En principiel dom
Advokat Johnny Petersen i advokatfirmaet Plesner Svane Grønborg har ført sagen for Top-Toy og kalder dommen principiel:
- Retten har slået fast, at hvis man er indehaver af et ganske velkendt varemærke, har man også en naturlig ret til det tilsvarende domænenavn, og det kan andre ikke tiltage sig, siger han.
Johnny Petersen peger endvidere på, at dommen ikke tager udgangspunkt i, om der er tale om navnepirateri, men i stedet beskæftiger sig med muligheden for den kommercielle udnyttelse.
Anker dommen
- Retten har taget udgangspunkt i at blot det, at du som virksomhed blokerer andre fra at bruge deres naturlige varemærke, i sig selv er en erhvervsmæssig brug, siger han.
Lars Ilsøe fra Icom Data er langt fra tilfreds med det retslige grundlag for dommen.
- Vi betragter sagen som principiel og mener ikke, at Sø- og Handelsrettens afgørelse er sket på et juridisk grundlag. Derfor har vi besluttet at anke afgørelsen til Højesteret, siger han.