De kigger open source efter i sømmene

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 31. maj 2002.


Kan man virkelig spare penge på IT-budgettet eller ej? Det spørgsmål har driftsleverandøren Nord Data sammen med fem kunder sat sig for at afklare.

Et projekt hos Nord Data i Hillerød skal inden nytår kortlægge, om leverandøren af IT-drift og en række af firmaets kunder kan spare penge ved at gå over til open source-produkter.
Projektet er kommet til verden i samarbejde med virksomheden Sahva, der er leverandør af hjælpemidler til handicappede. Sahva har Nord Data som sin leverandør af sin IT-drift.
Deltagere i projektet er desuden grossistvirksomhederne Lekkerland, Supergros og detailkæderne Spar og F Group.
- Det er vores pligt hele tiden at undersøge for vores kunder, om det er muligt at reducere omkostningerne til deres IT-drift. Vi har fået lavet en kundeanalyse, der viser, at vores kunder gerne ser, at vi prøver nye ting af. Vi har optimeret på både hardware- og personalesiden, så nu er det på tide at se på software, siger administrerende direktør Margrethe Worsøe, Nord Data.
Hun lægger stor vægt på, at et eventuelt skift til delvis at anvende open source-systemer ikke må gå ud over driftsstabiliteten hos Nord Data.
- Vi vil simpelthen have en afklaring af, hvad der i praksis kan lade sig gøre med open source og samtidig også en afklaring af, hvad der ikke kan lade sig gøre, siger Margrethe Worsøe.

Pris og teknik
Målet med projektet er at afklare, dels om open source overhovedet gør IT-drift billigere, dels at undersøge de tekniske muligheder og forhindringer for at anvende open source-produkter.
Licensomkostningerne til software fra blandt andre Microsoft, Novell og Oracle er ifølge deltagerne i projektet i dag så tilpas høje, at det gør open source interessant, men også systemer til for eksempel helpdesk-funktioner og asset management samt antivirus, fremhæves af projektgruppen som meget dyre med hensyn til licenspriser.

Alternativ til NT
Idémanden bag projektet er IT-chef Hans Ewertsen, Sahva. Når han i stigende grad interesserer sig for open source, er det fordi, Sahva i dag kører et Citrix Metaframe-system med tynde klienter.
Systemet afvikles under Windows NT, fordi det har vist sig umuligt at køre virksomhedens Concorde XAL-system på tynde klienter under Windows 2000 og XP. Når Microsoft om kort tid indstiller supporten af Windows NT, har Sahva et således problem af betydelig størrelse.
Sahva bidrager til projektet med hardware og en kopi af hele sit IT-system. Projektet skal gennemføres hos Nord Data.

Eksperimentarium
- Vi laver derfor en slags eksperimentarium for open source-systemer for at finde ud af, om de overhovedet kan bruges til noget i vores sammenhæng. Det kan være, at det viser sig, at det kan de godt, men det er også muligt, at vi må erkende, at vi ikke kan anvende dem, forklarer Hans Ewertsen.
Margrethe Worsøe er ikke i tvivl:
- Jeg er sikker på, at vi nok skal finde nogle guldklumper, som kan spare penge for os, når vi først kommer i gang. Jeg tror, vi kan få besparelser på en række konkrete områder ved at gå over til open source-systemer, og så bliver vi oven i købet også klogere gennem projektet, vurderer hun.
Hun tilføjer, at hun nu vil gå i gang med at undersøge, om der allerede er opbygget erfaringer med open source-systemer, som kan anvendes i projektet.

Billedtekster:
Hans Ewertsen, Sahva: - Vores problemer med Citrix-systemet og Concorde XAL vil først kunne løses af Microsoft, når .Net dukker op.
Foto: Torben Klint

Margrethe Worsøe, Nord Data: - Nu har vi sat open source-projektet i gang. Vi er enige om at prøve det, men vi aner ikke, hvad konklusionen vil blive.
Foto: Torben Klint




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Computerworld Cloud & AI Festival 2025

Med den eksplosive udvikling indenfor cloud & AI er behovet for at følge med og vidensdeling større end nogensinde før. Glæd dig til to dage, hvor du kan netværke med over 2.400 it-professionelle, møde mere end 50 it-leverandører og høre indlæg fra +90 talere. Vi sætter fokus på emner som AI; infrastruktur, compliance, sikkerhed og løsninger for både private og offentlige organisationer.

17. september 2025 | Læs mere


IT og OT i harmoni: Sikring uden at gå på kompromis med effektiviteten

IT og OT smelter sammen – men med risiko for dyre fejl. Få metoder til sikker integration med ERP, kundesystemer og produktion. Tilmeld dig og få styr på forskellene og faldgruberne.

24. september 2025 | Læs mere


NIS2: Vi gør status efter tre måneder og lærer af erfaringerne

Vær med, når vi deler oplevelser med implementering af NIS2 og drøfter, hvordan du undgår at gentage erfaringerne fra GDPR – og særligt undgår kostbar overimplementering.

30. september 2025 | Læs mere