Ny testplatform baner vej for højere fart

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 31. maj 2002.


Vanskelighederne ved at fastholde lysets bølgelængder i de fiberoptiske kabler, er en af årsagerne til tilbageholdenheden over for at gå fra 2,5 til 10 Gbit/s, mener GN Nettest, der lancerer ny testplatform.

Ikke tilfældigt lancerer testudstyrsproducenten GN Nettest en ny testplatform samtidig med, at selskabet udsender et regnskab, der rummer et fald i omsætningen til en tredjedel af sidste års niveau. Hensigten er tydeligvis, at den nye platform skal hjælpe med at genoprette noget af tilliden til selskabet.
Den nye platform, der har fået betegnelsen CMA5000 Multilayer Platform, følger GN Nettests nye vision om, at udstyr skal være fleksibelt og have flere funktioner. Den nye testplatform kan således både teste televerdenens SONET/SDH og IP. Den starter i nettets fysiske lag med at måle hastighed, pakketab og lignende. Derefter går den til trafik-overvågning. Den kan måle, hvor godt bølgelængden bliver fastholdt i det lys, laseren sender gennem fibrene.
Vanskeligheden ved at fastholde samme bølgelængde over længere afstande er et af de forhold, der afholder teleselskaberne fra at gå fra 2,5 Gbit/s til 10 Gbit/s. Samtidig bliver der stadig større behov for at kunne måle op til 40 Gbit/s i takt med, at brugerne tager Gigabit Ethernet og 10 Gigabit Ethernet til sig, siger James Nerschook, der er chef for afdelingen for optisk netværkstest i GN Nettest.
Testplatformen er udformet, så brugeren kan koble sig op via internet eller direkte linie og indrapportere. Hermed kan centralt placerede eksperter inddrages i testen, uden at de behøver tilbringe en halv dag undervejs.
Desuden kan brugervirksomheden tilføje nye testområder - blandt andet på grund af det udskiftelige harddrive.
En testplatform af denne type kan koste mellem 10.000 og 200.000 dollars, alt efter hvilke applikationer og funktioner brugeren vælger.

Billedtekst: CMA5000 Multilayer Platform, følger GN Nettests nye vision om, at udstyr skal være fleksibelt og have flere funktioner. Den kan således både teste televerdenens SONET/SDH og IP.