Samsung rykker op i den mobile superliga

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 7. juni 2002.


På grundlag af stærkt avancerede mobilnet i hjemlandet har den koreanske producent af mobiltelefoner i første kvartal i år opnået en position som tredjestørst i verden.

I første kvartal i år rykkede koreanske Samsung op som verdens tredjestørste producent af mobiltelefoner, ifølge tal fra analysebureauet Gartner Group. Dermed bliver den udvikling, som iagttagere af mobilbranchen længe har spået, til virkelighed: At de asiatiske elektronik-producenter vil erobre betydelige positioner på mobilområdet.
Når de asiatiske producenter, der ellers er så stærke inden for forbrugerelektronik, hidtil har været holdt ude fra mobilmarkedet, skyldes det, at de ikke har mestret den europæiske GSM-teknologi. I Korea benytter de CDMA, der også er i brug i USA, mens japanerne har benyttet deres eget PDC-system. Næste generation af mobiltelefoni, 3G, bliver udviklet til at være et globalt system, men de nye net ventes i de første år udelukkende at ville dække storbyområderne. Det kræver telefoner, der både kan benytte de eksisterende mobilsystemer og de nye.
Dermed er de asiatiske producenter nødt til at udvikle kompetencer inden for GSM, hvis de vil ind på 3G-markedet i Europa. Det har Samsung været i stand til, og det har givet en vækst på 48,6 procent på et i øvrigt svagt faldende marked i første kvartal i år. Dermed har det koreanske selskab opnået 9,6 procent af mobilmarkedet og bliver nummer tre efter lederen Nokia og Motorola.

Førende mobilnet
Når det er blevet et selskab fra Korea, der først bryder igennem på det mobile verdensmarked, er det udtryk for landets førende stilling inden for mobilteknologi. I Sydkorea er en ny version af GSM-parallellen CDMA - kaldet Wideband CDMA - taget i brug. Med denne teknologi har koreanerne i mere end et år kunnet overføre data med op til 144 Kbit/s i begrænsede områder.
I maj i år er der yderligere blevet introduceret en løsning, der gør det muligt at betale via Visa og andre betalingskort fra en mobiltelefon. Det er mobilselskabet og -producenten SK Telecom, der har udviklet et SIM-kort, hvis chip også rummer betalingskort-oplysninger. Selve kommunikationen med betalingsterminalerne foregår i dette nye koreanske system via infrarød forbindelse.
Herhjemme har Samsung netop lanceret en mobiltelefon med TFT-farveskærm med 128 x 160 pixels. Den nye model, der har betegnelsen SGH-T100, overfører dog højst 9,6 Kbit/s, idet den hverken kan benytte GPRS- eller high speed data-teknologierne.

Billedtekst: Samsung er gået fra at være en næsten ubetydelig leverandør af mobiltelefoner til en tredjeplads på verdensranglisten.