Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 7. juni 2002.
Bentley Systems breder sin cad-platform MicroStation V8 ud til at understøtte nye filformater og teknologier.
Atlantic City: - MicroStation er for os, hvad Windows er for Microsoft.
Det fastslår Keith Bentley, der er teknologichef i Bentley Systems.
- Vi tror på, at vores platforms styrke er, at den dækker alle discipliner inden for cad til bygge- og anlægssektoren (Architectural Engineering Construction), tilføjer Bentleys topchef Greg Bentley.
Cad-systemet udgør den fælles platform for Bentleys produkter. I den seneste version understøtter cad-systemet foruden sit eget interne filformat DGN også Autocads DWG filformat fuldt ud.
Programmeringsmodellen i MicroStation er udvidet og gjort transak-tionsorienteret. Bentley har desuden skilt kernen i systemet fra filformater, og MicroStation vil i fremtiden via content management-overbygningen ProjectWise også kunne håndtere filer fra geografiske informationssystemer fra verdens største GIS-leverandør, ESRI. Det vil også være muligt at indlejre websproget XML i DGN-filer.
- Vi er virkeligt interesseret i at udvikle integrationen mellem GIS- og AEC-systemer. Det er vigtigt for brugerne, at AEC og GIS kan arbejde sammen, siger Greg Bentley.
Vægt på sikkerhed
Keith Bentley fortalte på Bentleys brugermøde, at der i den kommende version 8.1 af MicroStation er lagt vægt på at forbedre sikkerheden af brugernes data. Systemet bliver således udvidet med teknologi til både digital signatur og styring af digitale rettigheder.
Teknologien til digital signatur bygger på eksisterende Public Key Infrastructure-teknologi (PKI). Den sikrer identifikation af brugerne samt kontrollen og godkendelse af dokumenter.
Teknologien til styring af digitale rettigheder sætter brugere i stand til allerede i design- og godkendelsesfasen, før designdokumenter er givet fri til andre i et designteam, at kontrollere, hvem der har adgang til dokumenter og deres rettigheder i forhold til indholdet af dokumenterne. Version 8.1 frigives i tredje kvartal i år.
AEC-indhold
Content management via ProjectWise er et vigtigt led i Bentleys samlede strategi for AEC-systemer:
- Det er lige så stor en opgave at holde styr på indhold, når det gælder AEC som i traditionel produktudvikling. Det gør det blandt andet muligt at anvende projektviden til andre formål som vedligehold af bygninger og anlæg i hele deres levetid, siger Greg Bentley.
Buddy Cleveland er chef for Bentleys softwareudvikling. Han siger:
- Sammenhængene mellem de forskellige datatyper i AEC er meget kompleks. Data eksisterer ikke i et vakuum, men er integreret på kryds og tværs. Der er heller ikke tale om homogene informationer, men derimod om at informationerne ændrer sig fra projekt til projekt og gennem hele deres levetid.
- I traditionel produktudvikling er det i PLM-systemer (Product Lifecycle Management) god latin, at design foregår centreret om Èn stor fælles database. I AEC virker den idÈ ikke, fordi de forskellige deltagere i bygge- og anlægsprojekter typisk bruger vidt forskellige værktøjer. Det er nødvendigt at se på hele kæden af arbejdsgange. Derfor er det nødvendigt at anvende systemer som ProjectWise, siger Bhupinder Singh, der er chef for Bentleys udvikling af systemer til styring af ingeniørdata.
Billedtekster:
Keith Bentley: - I fremtiden vil MicroStation kunne håndtere en række forskellige filformater udover DGN og DWG.
Greg Bentley: - Vi vil udbrede rækkevidden af AEC-systemer betydeligt.
MicroStation V8 anvendes blandt andet med applikationen InRoads til design af vejanlæg som dette vejprojekt fra rådgiverfirmaet Carl Bro.