Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 7. juni 2002.
Det kommer til at handle om samarbejde på tværs af organisationer og kommunegrænser, når 46-årige Gitte Møldrup Nielsen fra 1. august skal sætte fuld fart på IT-udviklingen i
Vestdanmark som direktør for universitetssamarbejdet IT-Vest.
46-årige Gitte Møldrup Nielsen overtager fra 1. august direktørstolen i universitetssamarbejdet IT-Vest, der hidtil har måttet klare sig med en direktør på deltid.
- Vi skal fortsætte væksten og finde den balance, der er mellem erhvervslivets behov og de unge menneskers interesser, lyder det fra kvinden, der skal sætte fuld fart på IT-udviklingen i den vestlige del af Danmark.
IT-Vest er et samarbejde, der har til formål at styrke IT-uddannelser og IT-forskning i Danmark i samarbejde med erhvervslivet, og med 15 års erfaring fra erhvervslivet kender Gitte Møldrup fra egen krop de udfordringer, der ligger i at få fat i arbejdskraft med de rigtige IT-kompetencer.
Gitte Møldrup blev cand.scient i datalogi fra Aarhus Universitet i 1985 og har efterfølgende arbejdet 15 år hos Danske Bank, senest som afdelingsdirektør med ansvar for bankens internetudvikling.
Selv om hun har en teknisk baggrund, handler IT for hende mere om mennesker end om teknologi.
- Jeg har arbejdet i mange år med faget, og det har udviklet sig til at have image som et nørdfag, men det er det altså ikke. IT i dag indeholder masser af organisation, udvikling af grænseflader og kommunikation mellem mennesker. Mange opgaver ligger langt fra ren programmering. Kønsfordelingen er skæv, og det vil jeg gerne være med til at rette op på, for IT-job er spændende - også for kvinder, siger hun.
Indtil videre ser det dog ikke ud til, at det er lykkedes at overbevise hendes egen 19-årige datter, som er i gang med en studentereksamen.
- Hun synes stadig, at IT er lidt for nørdet, siger Gitte Møldrup.
Sammen med sin mand, Jørgen Lindskov Knudsen, direktør for Mjølner Informatics, bor de i Risskov ved Århus.
Stor aktivitet
Gitte Møldrup kommer til IT-Vest fra en stilling som vicedirektør på
Alexandra Instituttet. Her har hun siden 1999 arbejdet med at bygge bro mellem IT-forskning og erhvervsliv.
Hos IT-Vest skal hendes mangeårige ledelseserfaring hjælpe med at konsolidere en organisation, der i løbet af to år er vokset kraftigt og har været med til at oprette over 20 nye uddannelser med nu 650 studerende. Samtidig bliver hendes mål at samarbejde på tværs af organisationer og amtsgrænser.
- Det handler om at forene kompetencer. Jeg vil meget gerne lære af de gode traditioner på de forskellige universiteter. De forskellige måder at gøre tingene på skal op på bordet, så man kan lære af hinanden. De stærke faglige traditioner skal bevares, men samtidig blødes op, og der skal være gensidig respekt for hinandens fagområder.
Gitte Møldrup afløser Morten Kyng, der hidtil har varetaget stillingen som direktør i IT-Vest sideløbende med posten som direktør i Center for IT-forskning, CIT. Han vil fremover koncentrere sig om direktørjobbet i CIT, der for nylig fik tildelt 25 mio. kr i UMTS-midler. Morten Kyng kender Gitte Møldrup fra miljøet i Åbogade i Århus.
- Hun har en omfattende IT-faglig indsigt fra sin uddannelse som datalog, hun kender universitetet som underviser, og så har hun omfattende ledelseserfaring fra det private erhvervsliv. Jeg tror, at hun er den rette til at sikre en god balance mellem konsolidering af organisationen og forsat dynamisk vækst, siger Morten Kyng.
Meget forskellige
Gitte Møldrup adskiller sig dog meget fra Morten Kyng, siger kilder, der kender begge personer.
Hun har fra sine mange år i erhvervslivet større erfaring med personaleudvikling, og hun er mere direkte og resultatsøgende. Til gengæld har hun slet ikke den samme forskningserfaring som Morten Kyng, men det bekymrer ikke Gitte Møldrup.
- Der er en tradition for, at man skal være forsker, hvis man skal gøre karriere i universitetsverdenen, men det at være forsker berettiger ikke i sig selv til at være leder. Der er mange andre typer læring og kvalifikationer i det at være leder. Jeg tror, det er godt at få andre øjne på tingene. En forsker går meget i dybden og har ofte svært ved at slippe tingene. Det kan godt gøre det svært at delegere, siger hun.
Gitte Møldrup har sine egne meninger og en kollega fra Alexandra Instituttet siger, at hun ikke er typen, der snakker folk efter munden.
- Det betyder meget for mig, at jeg bliver betragtet som troværdig, og jeg synes selv, at jeg taler rent ud af posen. Men samtidig skal det ikke blive for selvhøjtideligt, det vi laver, så jeg forsøger også at bevare humoren, siger Gitte Møldrup selv.
Selv om det lige nu er hårde tider for IT-branchen, ser hun lyst på fremtiden og de udfordringer, der ligger i IT-uddannelse.
- Jeg ser en meget kraftig udbygning af behovet for IT-kompetencer lidt længere ude i fremtiden. Det gælder om at få afdækket nye organisationsformer og forretningsmetoder, der udnytter internettet. Udviklingen i industrien er også begyndt med pervasive computing, hvor der kommer IT i alt. Industribranchen får også brug for folk med IT-kompetencer til at udvikle nye produkter.
Boks:
IT-Vest
IT-Vest er et uddannelses- og forskningssamarbejde mellem Handelshøjskolen i Århus, Syddansk Universitet i Odense, Aalborg Universitet og Aarhus Universitet. IT-Vest-samarbejdet blev etableret i 1999 med det formål at styrke udbuddet af IT-uddannelser i Vestdanmark.
IT-Vests direktion er i øjebliket placeret i IT-Parken, Katrinebjerg, Århus, men flytter 1. august ind på Handelshøjskolen i Århus. Direktionen tager sig af at koordinere og informere om de 11 kandidatuddannelser. 10 masteruddannelser, to diplomuddannelser, der i øjeblikket udbydes.
650 studerende læser i dag på en IT-Vest-uddannelse.
www.it-vest.dk.
Billedtekst: - Vi skal finde den balance, der er mellem erhvervslivets behov og de unge menneskers interesser, siger Gitte Møldrup Nielsen,
der er uddannet datalog og fra 1. august skal være direktør for universitetssamarbejdet IT-Vest. Foto: Claus Haagensen/Chili