Commerce One fyrer 1.100 og lukker Europa-kontorer

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 7. juni 2002.


Stigende tab og faldende omsætning får Commerce One til at fyre 30 procent af
sine medarbejdere og lukke langt de fleste europæiske kontorer.

For at bringe udgifterne i balance med indtægterne tager Commerce One et ordentligt sving med sparekniven. I endnu en nedskæringsrunde fyrer den amerikanske leverandør af e-markedspladser dels 30 procent af sine ansatte svarende til 1.100 personer, dels bliver alle europæiske kontorer med undtagelse af England, Tyskland og Frankrig lukket. Eksempelvis har den sidste medarbejder forladt kontoret i Danmark. Telefondamen i Holland kan kun tilbyde at stille om til det europæiske hovedkontor i England og hos Commerce One i Stockholm, bliver telefonen slet ikke taget. Blandt de fyrede er Dennis H. Jones, President og COO (Chief Operating Officer) og den øverste ansvarlige for økonomien i selskabet Peter Pervere, CFO (Chief Financial Officer).

Der skal skæres
- Nogle repræsentationer opnår ikke den ventede omsætning, så vi bliver nødt til at skære ned på omkostningerne, fortæller Javier Celaya, der er udviklingschef for Commerce One i Spanien og Portugal.
Han fortæller videre, at virksomheden har 247 millioner dollars i kontanter, så der er ingen fare for, at Commerce One går helt ned med flaget.
- Men vi vil ikke brænde alle de kontanter af, så derfor skal der reduceres både på personalet og på omkostningerne for at nå frem til en sund forretningsmodel, forklarer Javier Celaya.
Fremover vil Commerce One være repræsenteret i de forskellige europæiske lande via enten partnere som for eksempel Accenture, e-markedspladser som IBX i Skandinavien, Opciona i Spanien og Tradecom i Portugal eller distributører af en art.
Fra IBX i Danmark siger administrerende direktør Søren Ohm om nyheden:
- Vi er faktisk knyttet betydelig tættere til SAP i dag end til IBX, så det får ikke den store betydning for os, at Commerce One lukker ned i Norden.
IBX fungerer i Norden på en kombineret Commerce One/SAP-platform og tæller blandt sine kunder (og ejere) Ericsson, SEB og Novo Nordisk.

Billedtekst: - Det får ikke den store betydning for os, at Commerce One lukker ned i Norden, siger administrerende direktør Søren Ohm fra IBX i
Danmark, der er en af Commerce Ones partnere. Foto:Torben Klint