Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 14. juni 2002.
Bestyrelsen for det danske softwarehus Maconomy A/S gennemfører et ledelsesskift i selskabet og strammer samtidig organisation og forretningsstruktur op. Trimning af organisation og forretningsstruktur ventes at reducere de kvartalsmæssige omkostninger med cirka 15 millioner kroner i forhold til kvartalsomkostningerne sidste år.
Selskabets hidtidige administrerende direktør og stifter Per Tejs Knudsen træder tilbage og bliver medlem af bestyrelsen. Ny administrerende direktør bliver selskabets hidtidige bestyrelsesformand gennem ti år, Bent Larsen. Yderligere har bestyrelsen udpeget selskabets hidtidige salgsdirektør Bo Johannsson til viceadministrerende direktør med ansvar for den operationelle ledelse af Maconomy.
Bent Larsen træder tilbage som formand for bestyrelsen, men fortsætter som menigt medlem. Ny formand for bestyrelsen bliver selskabets nuværende næstformand Diederik W. Heyning, og ny næstformand bliver investeringsdirektør Steen Lohse.
Yderligere er det besluttet, at selskabets hidtidige finansdirektør Joseph D. Hill forlader virksomheden. Selskabets nuværende finansdirektør Henrik Bo Hansen fortsætter som finansdirektør.
Ifølge selskabets investor relations-chef, Anette Galskjøt, så er bruddet sket i mindelighed og som konsekvens af et hårdere marked det seneste halvandet år.
- Det er den administrerende direktør og finansdirektøren, der sammen har ansvaret for status, og det har bestyrelsen taget konsekvensen af og derfor ønsket at finde et nyt team - men bruddet sker stille og fredeligt, siger hun til Computerworld Online.
Per Tejs Knudsen ønsker ikke at kommentere sin afgang.
Maconomy erklærede efter første kvartal, at overskuddet for 2002 som helhed bliver på fem millioner kroner, hvor resultatet sidste år lå på godt minus 90 millioner. Maconomy fastholder forventningen til overskud før skat, men reducerer sin forventning om en 20-30 procents vækst i omsætningen for 2002 til nulvækst i forhold til væksten i 2001.