Bag om Nokias nedjustering

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 14. juni 2002.


Nokias "mid-quarter update" for 2. kvartal indeholdt en reduktion af forventningerne til omsætningen i 2. kvartal (fra en lille stigning til et lille fald), men samtidig en fastholdelse af forventningerne til indtjeningen (0,18-0,20 euro pr. aktie). Det skuffede investorerne, som straks sendte aktien ned med syv-otte procent. Ligesom den noget større nedjustering medio 2001 kom omfanget af den seneste bag på investorerne. Kort efter offentliggørelsen rettede aktiekursen sig imidlertid til en tilsvarende stigning på baggrund af stor købsinteresse.
Introduktionen af GPRS-telefoner har været forsinket, og de forventede lanceringer i andet halvår 2001 lod vente på sig. Det har været meget skuffende for investorerne. Salget har i år hidtil været sammensat af et utilfredsstillende produkt-miks: Salget var domineret af de billigere modeller og ikke de dyrere modeller, herunder GPRS-modeller. Den gennemsnitlige salgspris pr. solgt mobiltelefon faldt med seks-ti procent ifølge Merrill Lynch.
Dette produkt-miks kan være bekymrende af flere årsager. For det første kan det være et resultat af, at nye abonnenter vælger de billigere modeller, hvilket også i de kommende kvartaler kan presse den gennemsnitlige salgspris. For det andet kan det skyldes manglen på nye modeller (blandt andet GPRS). Dette er potentiale for endnu større bekymring, idet yderligere forsinkelser i lanceringen af Nokias GPRS-mobiltelefoner vil give Samsung, Sony Ericsson og de andre et forspring og en større markedsandel på de dyre modeller.
Faldet i den gennemsnitlige salgspris kan dog ligeledes skyldes et prispres på mobiltelefoner generelt og ikke blot "interne" Nokia-forhold. I så fald er alle producenterne i samme båd, men på den anden side hjælper det jo heller ikke på forventningerne til Nokias fremtidige omsætning.
Nokia fastholdelse i forventningerne til indtjeningen kan ved første øjekast virke dristigt. Det kan formentlig tilskrives et af følgende forhold, som Nokia er vedensmester i: Reducerede omkostninger (primært til markedsføring), pres på underleverandører for bedre priser og generelle produktivitetsgevinster. På kort sigt er det fint at kunne fastholde profitabiliteten ved ovennævnte tiltag. På længere sigt er der dog grænser for, hvor meget dette kan bidrage yderligere til marginerne og dermed indtjeningsvæksten. Den skal i sidste ende komme fra vækst i omsætningen - og den kommer først ved salg af flere og dyrere mobiltelefoner.