Efterlyser handling og en forpligtende model

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 14. juni 2002.


Projekt Digital Forvaltning lever og har det godt. Flere og flere brikker til det endelige billede kommer i spil. Men IT-organisationer savner central handlevilje og en gensidigt forpligtende model.

- Der skal mere handling til. Vi mangler flere centrale initiativer. De centrale myndigheder må nu træde i karakter og klarere definere de rammer, som den digitale infrastruktur skal bygges op omkring, siger bestyrelsesformanden for Dansk IT (tidligere Dansk Dataforening), Per Buchwaldt.
Udtalelsen falder i anledning af det halvårlige statusmøde om fremdriften i digitaliseringen af den offentlige sektor, som blev holdt forleden i Finansministeriet.
Ved mødet i Dialogforum, som det hedder når alle interessenterne mødes, deltog foruden mange repræsentanter for den offentlige sektor også blandt andre IT-brancheforeningen og Dansk IT.
Begge interesseorganisationer er meget glade for det treårige Projekt Digital Forvaltning på tværs af den offentlige sektor og for Den Digitale Taskforce, som er nedsat til at føre bestyrelsens strategi ud i livet.
De mange projekter, som sættes i søen af Taskforcen, er allesammen byggesten i fremtidens digitaliserede offentlige sektor. Netop styringen af de mange aktører, planer og projekter og forskellige måder at gøre tingene på, ligner ifølge Per Buchwaldt et større og større problem.
- Der er efter vores mening alt for mange, der snakker om, hvordan vejene i infrastrukturen kan bygges og hvordan vejskiltene kunne se ud, siger han.
- Snak er ikke nok. De centrale myndigheder mangler risikovillighed. Der er brug for flere centrale initiativer som ESDH-udbuddet, hvor man får skabt en standard og en fælles løsning med opbakning fra mange aktører, mener altså brugerorganisationen Dansk IT.

Model mangler
Fra IT-brancheforeningen er der ros til ideen om Den Digitale Taskforce, som arbejder på tværs af stat, amter og kommuner.
- Men taskforcen har en meget stor udfordring i at finde den helt rigtige model til, hvordan man laver gensidigt forpligtende tværgående projekter. Modellen skal både omfatte udviklingsomkostninger, og hvordan man forpligter alle til at tage løsninger som XML og digital signatur i brug, siger vicedirektør i IT-Brancheforeningen, Jane Eis Larsen.
Hun karakteriserer problemstillingen som den ene af de to udfordringer, der skal løses for at få en digitalisering af den offentlige sektor ordentligt i vej.
For den første udfordring kender vi ifølge Jane Eis Larsen ikke løsningen. For udfordring nummer to er løsningen imidlertid allerede kendt:
- Den anden udfordring er at få forbedret den måde, IT-indkøb og projektkøb foregår på. Løsningen hedder dels at få udbredt Bonnerup-rapportens konklusioner og gjort dem operationelle, og dels at bruge den nye udbudsform "Konkurrencepræget Dialog", siger Jane Eis Larsen.
Hun fortæller, at IT-Brancheforeningen vil undersøge mulighederne for at få ekspres-implementeret den nye udbudsform i Danmark, så det måske kan undgås, at vi skal vente to-tre år til alle EU-landene er klar.
- Udbudsformen tager højde for ændringer i et IT-projekt, og det skal der være plads til, hvis IT-udviklingsopgaver skal håndteres rigtigt, siger Jane Eis Larsen.

Billedtekst: - De centrale myndigheder må nu træde i karakter og definere nogle fælles rammer, mener formanden for Dansk IT, Per Buchwaldt. Foto: Torben Klint.