Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 14. juni 2002.
Problemet er i bund og grund rent teknisk: En Internet-bruger er flygtig. HTTP er nemlig en kommunikationsprotokol, hvor der ikke er et traditionelt sessions-begreb.
Det betyder igen, at et vilkårligt websted ikke ved, hvem der er forbundet, hvor lang tid vedkommende er forbundet, og hvornår de er væk igen.
Måske var det ligegyldigt for fem år siden, men det er det ikke i dag, fordi vi er på vej ind i en verden, hvor alle vores aktiviteter registreres. Internet-leverandørerne logger alt for at kunne hjælpe med at finde for eksempel børneporno.
Også kommercielle internetsteder udfolder megen snedighed for at kunne dokumentere, hvad brugerne foretager sig, og hvad de i givet tilfælde kan lide. Der kommer mindre gratis indhold på internet, da flere og flere kræver, at brugerne betaler med deres navn og adresse ved marketingkasse nummer et.
Og det betyder alt sammen at enhver form for privathed nu vitterlig er ved at fordampe fra internet. Det er næppe sandsynligt, at brugerne af nogen af de såkaldte gratis e-postservices kan regne med, at deres post er privat. Det er heller ikke særlig sandsynligt at al trafik til og fra nyhedsgrupper er anonym set på serveren. Det er faktisk ret sandsynligt, at den tilsyneladende privathed bag skærmen i virkeligheden er ikke-eksisterende, men derimod at brugerens aktiviteter ved skærmen blot er en offentlig hemmelighed.
Nogen lever fint med det, men for andre er det et problem. Og næste skridt er naturligvis, at nogen begynder at tilbyde VPN-forbindelser til private. Men hemmelighed er normalt noget, der forbindes med pirater og skjulte aktiviteter. Det er kedeligt, fordi der er reelt set jo intet galt i at ville være privat.