Det går godt medakilleshælen, hævder HP

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 5. juli 2002.


Det nye HP knokler løs på storageområdet, der blev spået at være en akilleshæl i fusionen med Compaq. HP har endog
overskud til at påstå, at konkurrenten EMC er smækfuld af varm luft.

Kunderne elsker en finansiel kraftkarl med en markedsværdi på 78 milliarder dollars i ryggen.
Når så kraftkarlen oven i købet tilbyder væg-til-væg datalagringsløsninger, burde valget være let.
Det mener i hvert fald Olaf Swantee, Vice President, Network Storage Solutions, HP EMEA (Europa, Mellemøsten og Afrika), som veloplagt talte af karsken bælg på Oracle World i København i slutningen af juni.
- Vi er midt i et paradigmeskift, hvor målet er at få al storage forbundet i netværk, sagde han.
- Jo, en stor del af storage-installationerne består godt nok stadig af direct attached storage, men vi er på vej, og fusionen af HP og Compaq speeder processen op, lyder det optimistisk fra Swantee, der er født i Holland og bor i Østrig.
Det ny HP omsætter for knap 31 milliarder kroner på storageområdet heraf 14 milliarder i EMEA.
I Danmark blev der i 2001 ifølge analysehuset IDC omsat for 1,3 milliarder kroner disk-systemer. På nabostanden i Bella Center praler konkurrenten EMC med sine markedsandele, og det får straks Swantee op på lakridserne.

Det passer jo ikke
- IDC måler storagemarkedet på 11 parametre, og vi er størst på de ti af dem, siger Swantee.
- På for eksempel SAN (Storage Area Network) har HP en markedsandel på 50 procent og på ekstern storage er markedsandelen 25 procent, siger Olaf Swantee.
Han siger, at EMC's omsætning faldt med 60 procent sidste år, men glemmer at nævne tilbagegangen for det ny HP. Og at det vigtigste, HP/Compaq bringer til bordet, er at begge virksomheder har en erklæret åben tilgang til datalagring.
Ligesom det gælder for EMC, er Oracle en strategisk partner for HP.
Har man brug for databaser, har man også brug for at lægge sine data fra sig.

Billedtekst: - En stor del af storage-installationerne består af direct attached storage, men vi er på vej og
fusionen af HP og Compaq speeder processen op, lyder den optimistiske melding fra Olaf Swantee Vice President, Network Storage Solutions, HP EMEA (Europa, Mellemøsten og Afrika).