Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 5. juli 2002.
Efter flere års stagnation og fald i antallet af ansøgere til ingeniørstudiet er der i år en markant fremgang på flertallet af ingeniørstudierne.
Efter et par magre år er der igen stor søgning til ingeniørstudierne i Danmark. I Ingeniørforeningen er man glade for den nye udvikling.
- Man kan ligefrem sige, at ingeniørfaget igen er blevet trendy. Jeg tror, at de unge lader sig friste af ingeniørfagets store bredde, herunder de mange nye uddannelsesmuligheder, som er dukket op på ingeniøruddannelserne. Det er en udvikling, vi skal holde fast i, siger Lars Bytoft Olsen, formand for kompetence- og uddannelsesudvalget i Ingeniørforeningen i Danmark (IDA).
Det er Nyhedsmagasinet Ingeniøren, der oplyser, at års stagnation og faldende ansøgertal til ingeniørstudierne er afløst af markant fremgang på flertallet af ingeniøruddannelserne. Blandt de absolutte topscorere ligger Ingeniørhøjskolen Odense Teknikum og Ingeniørhøjskolen i København med en fremgang på henholdsvis 27 og 25 procent i forhold til sidste år. Danmarks Tekniske Universitet har oplevet en stigning på 18 procent, mens Ingeniørskolerne i Århus og Horsens kan spore en stigning på cirka 10 procent.
National indsats
I Ingeniørforeningen håber man at kunne fastholde interessen for ingeniørstudierne og ønsker politisk opmærksomhed på den usikre kurs.
- For at fastholde opturen for ingeniørstudierne, er der behov for en samlet national indsats, hvor uddannelsesinstitutionerne, erhvervslivet, politikerne og IDA samarbejder langt mere, end det er set tidligere. Ellers risikerer vi, at høje ansøgertal bliver en undskyldning for passivitet, siger Lars Bytoft Olsen.
Han mener, en styrkelse af ingeniørfaget skal ske allerede i folkeskolen.
- IDA har gennem flere år kørt gæstelærerprojektet "Teknologi i praksis" i folkeskolen. De gode erfaringer vil vi til august overføre til gymnasiet og vise eleverne, hvad abstrakte fag som matematik, fysik og kemi kan bruges til i praksis, siger Lars Bytoft Olsen.