Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 9. august 2002.
IBM overtager konsulentdelen af PricewaterhouseCoopers for godt en tredjedel af, hvad HP ville have givet for to år siden, og distancerer sig med købet fra konkurrenterne.
For et par år siden ville HP købe konsulentdelen af PricewaterhouseCoopers (PwC) for 18 milliarder dollars. Handlen gik i vasken, og nu overtager i stedet IBM PwC's 30.000 konsulenter for 3,5 milliarder dollars. Heraf 2,7 milliarder dollars i kontanter.
400 konsulenter, som sidder på 27 kontorer på næsten lige så mange adresser rundt om i Danmark skifter arbejdsgiver, hvis IBM's overtagelse af PricewaterhouseCoopers Consulting bliver godkendt af de respektive myndigheder. På verdensplan øger købet IBM's styrke på 150.000 IT-konsulenter med yderligere 30.000.
Til sammenligning har EDS cirka 140.000 ansatte, mens CSC, Accenture (tidligere Andersen Consulting) og det nye HP har mellem 60.000 og 75.000 medarbejdere. Inden købet var IBM allerede verdens største IT-konsulenthus, og den position bliver nu yderligere cementeret.
Med overtagelsen af PwC lægger IBM's topchef Sam Palmisano billedligt talt hovedet på blokken. Går det godt, bliver hans eftermæle som chef for verdens største IT-virksomhed lige så pænt, som det var tilfældet for hans forgænger Lou Gerstner.
Kritik for revisorvalg
Fra flere institutionelle investorer kritiseres IBM for at fastholde PwC som virksomhedens revisor. Kritikerne hævder, at købet gør PwC inhabil som revisor for IBM, og at IBM burde finde sig en anden revisor. IBM siger på sin side, at virksomheden godt kan skille skæg fra snot, og at PwC kender IBM's store og komplekse organisation så godt, at det er grund nok til at fortsætte samarbejdet.
PwC Consulting omsætter i år for knap fem milliarder dollars, mens IBM Global Services omsætter for 35 milliarder dollars. Ifølge internet-tjenesten it-analysis.com håber IBM, at den samlede konsulentmasse opnår tocifrede vækstrater i 2004.
Billedtekst:
IBM overtager PwC's 30.000 konsulenter for 3,5 milliarder dollars og styrker dermed sin position som verden største konsulenthus.
Arkivfoto