Bea hævder at være mere populær end IBM

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 23. august 2002.


210 kunder har i løbet af de seneste 90 dage angiveligt valgt Beas Weblogic applikationsserverplatform fremfor IBM's WebSphere. IBM vil hellere tale om egne tocifrede vækstrater i forhold til Beas negative vækst.

Det er meget lettere at blive stor, når man er lille, så derfor er der ikke noget mærkeligt i, at IBM med sine markedsføringsmilliarder i ryggen er halet voldsomt ind på konkurrenten Bea Systems. Begge leverer såkaldt applikations-infrastruktur. IBM som en del af sin forretning, mens Bea ikke laver andet. I dag er de to konkurrenter med hver 30-35 procent af markedet cirka lige store. Analytikere forventer i øvrigt, at markedet for applikationsservere vokser med 23-28 procent årligt frem til 2005 og når en markedsværdi på 57 milliarder dollar i 2005.
Sidste nyt fra Bea er en pressemeddelelse, hvor selskabet hævder at have vundet ikke færre end 210 kunder i henholdsvis Nord-, Syd- og Mellemamerika, Asien/Stillehavet og Europa fra IBM i direkte konkurrence i det seneste kvartal. I 125 af disse situationer blev Bea angiveligt foretrukket til trods for, at IBM WebSphere var den eksisterende platform. I 93 tilfælde valgte WepSphere-kunder Bea til nye projekter, og i andre 32 tilfælde blev IBM WebSphere erstattet med Bea WebLogic.
Se på regnskabet
Til det siger IBM's WebSphere EMEA-chef (Europa, Mellemøsten og Afrika) Henrik Tang Hedegaard:
- Det er jo ikke første gang, at Bea kommer med den slags påstande, hvilket vi normalt ikke kommenterer offentligt.
Hedegaard mener, at Bea og IBM's succes i markedet bør vurderes ud fra dels de senest offentliggjorte kvartalsregnskaber, dels analytikeres vurdering af markedet snarere end ud fra antallet af vundne kontrakter. At IBM gerne vil se på regnskaberne er ikke mærkeligt set i lyset af, at WebSphere omsætningsmæssigt er vokset med 18, 53 og 43 procent i de sidste tre kvartaler, mens Bea er gået tilbage.
At Bea hellere vil fortælle om antallet af kunder, de har vundet i direkte konkurrence med IBM, er lige så indlysende set i lyset af den sidste nævnte opgørelse. Den uendelige historie om Weblogic versus WebSphere fortsætter nok en stund endnu med forskellige variationer over samme tema. Én ting er kombattanterne tilsyneladende enige om: De sidder på næsten lige store dele af markedet for applikationsservere. Hvem der er en lille smule større end den anden, afhænger naturligvis af, hvem der bliver spurgt.