Tre ærkerivaler skaber standarder sammen

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 23. august 2002.


Bea Systems, IBM og Microsoft har stukket hovederne sammen og lancerer tre nye standarder, der skal sætte endnu mere skub i udbredelsen af WebServices.

Det er ikke, fordi de kan lide hinanden, men potentialet i de såkaldte Web Services (WS) er så stort, at nu skal kunderne have de åbne standarder, de har råbt på siden lanceringen af WS for to-tre år siden.
Meget af det, en webtjeneste kan i dag, har en CICS-baseret IBM mainframe kunnet de seneste 30 år, men det, denne mainframe kunne, var der til gengæld ingen andre platforme, der forstod et pluk af. Den lukkede verden af IT-systemer er der ingen, der gider mere. I dag skriger kunderne på åbenhed og frihed til at vælge forskellige leverandører til forskellige ender af deres IT-installationer.
- Samarbejdet med IBM og Microsoft giver kunderne valgfrihed. Jo flere, der går sammen, jo mere åben bliver verden, fastslår Jørn Jacobsen, administrerende direktør for Bea Systems i Danmark.
Hårde konkurrenter
Hos IBM siger Henrik Tang Hedegaard også, at "kunderne vil have standarder, så derfor giver vi dem åbne standarder".
- Selvfølgelig er vi i hård konkurrence med både Bea og Microsoft, når det gælder selve implementeringen af disse standarder i egentlige Web Services, men det skal ikke afholde os fra at samarbejde omkring udbredelsen af åbne standarder tilføjer Hedegaard.
En række IT-leverandører har stiftet organisationen Web Services Interoperability Organization (WS-I) for at sikre fælles fodslag på det voksende marked for udvikling af Web Services.
Medlemsvirksomhederne i WS-I er ikke aktivt involveret i den aktuelle lancering af standarderne WS-Coordination, WS-Transaction and BPEL4WS, der beskriver, hvordan man definerer, kreerer og forbinder forskellige transaktionsprocesser i et Web Services-miljø.
Men når de tre største i koret slår tonen an, skulle det være mærkeligt, om ikke resten af koret finder kammertonen og synger med af karsken bælg.

Billedtekst:
- Samarbejdet med IBM og Microsoft giver kunderne valgfrihed. Jo flere, der går sammen, jo mere åben bliver verden, fastslår Jørn Jacobsen, administrerende direktør for Bea Systems i Danmark.
Foto: Torben Klint