Man skal være forberedt på overraskelser

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 30. august 2002.


For IT-afdelingen har overgangen til IP-telefoni været forholdsvis smertefri især i den centrale administrationsbygning, men under installationerne i de eksterne afdelinger kom en del overraskelser.

Nogenlunde samtidig med overgangen til IP-telefoni har Holbæk Kommune organisatorisk flyttet telefonien. Før lå dette område hos den elektrikeruddannede vicevært i administrationsbygningen. Nu er det - som i mange andre virksomheder - flyttet til IT-afdelingen.
- Jeg vil da indrømme, at jeg havde paraderne oppe. Det er kendt, hvor meget bøvl lydfiler har skabt på datanet, så vi spurgte os selv, om lydkvaliteten ville være god nok. Vi havde ikke meget kendskab til telefoni set i forhold til, at vi skulle overtage et anlæg med flere end 1.000 brugere på i dag i alt 150 forskellige lokationer, siger IT-chef Bo Jensen.
Tidligere havde Holbæk Kommune et ældre Ericsson-omstillingsanlæg, som det begyndte at knibe med at få reservedele til. Datanetværket var fra 1997, og datalinierne ville heller ikke være gode nok på længere sigt. Forbindelserne til eksterne afdelinger og institutioner blev etableret med en vifte af teknologier over ISDN til radiokæde-forbindelser.
- De eksisterende kabler var gode nok, men vi måtte have Cisco-call manager-servere, og det var nødvendigt at erstatte switchene med nye, der understøtter IP-protokollerne og som kan levere strøm til IP-
telefonerne. Overgangen til IP har betydet, at vi etablerede UPS-nødstrømsanlæg i IT-kælderen og køling omkring switchene, fortæller IT-chefen.
- Vi benyttede generelt overgangen til IP-telefoni til at gennemføre et generelt kvalitetsløft på vores WAN-net (Wide Area Network).
Begyndervanskeligheder
I dag er de fleste eksterne koblet op med 1.024/512 Kbit/s ADSL eller SDSL, og institutionerne benytter ofte VPN-forbindelser gennem TDC's net via selskabets ComHost-løsning. Før havde Holbæk fem ISDN 30-forbindelser, nu er dette tal bragt ned på to.
Da systemet blev taget i brug, var der en periode, hvor en del brugere havde besvær med de nye telefoner. Der var også eksempler på ekko og udfald af samtaler, men det skyldes typisk fejl på stik eller kabler. Fem af de første 230 telefoner i administrationscentret måtte udskiftes.
- Overgangen til IP-telefoni var en nem opgave for IT-afdelingen, så længe vi taler om de godt 200 brugere i det centrale administrationscenter. Installationen på de eksterne lokationer har været mere besværlig, siger Bo Jensen.
Sagen er, at kommunens institutioner omfatter svømmehaller, skoler, ældrecentre - steder hvor der måske er telefoner i fjerne kælderrum, hvilket giver et betydeligt kabellægningsarbejde, eller hvor det eksisterende datanet ikke kunne understøtte 20 IP-telefoner. Hertil kom, at det en række steder var nødvendigt at forbedre strømføringen.
- I det hele taget skal man være forberedt på overraskelser. Vi havde troet, at vi kunne opsige stort set alle vores telefonabonnementer ude i byen, men det viste sig, at et antal linier betjente tyveri- og elevator-alarmer eller faxmaskiner, som ikke er blevet ført over på IP, fortæller IT-chefen.
Nogle af disse ekstraopgaver har været vanskelige at forudse for IT-afdelingen: Mange daginstitutioner har ekstra ringeklokker, så de kan høre telefonen, når de er udendørs. Disse skal typisk udskiftes, for at de kan benyttes med IP-telefonien. Det koster let et par tusind kroner med installation, og når man har 40 - 50 institutioner, står man med en udgift i omegnen af 100.000 kroner.
Applikationer søges
I disse dage er de sidste eksterne forbindelser ved at blive ført over på IP. Så udestår der nogle justeringer.
- Vi har kvalitetsproblemer på enkelte linier. Der er også enkelte steder, hvor TDC ikke har været i stand til at levere en ComHost VPN-forbindelse, hvorfor vi har måttet koble de pågældende institutioner på via en 2 Mbit/s fast forbindelse.
Herudover håber IT-afdelingen, at der kommer flere applikationer, og at de kan få trådløse forbindelser med.
- Nu hvor der efterhånden findes forholdsvis mange IP-telefoni-løsninger i kommunerne, håber vi, at der vil være firmaer, der ser en forretning i at udvikle applikationer specielt til denne gruppe. Det kunne for eksempel give brugerne mulighed for at kalde aktuel information som vagtlister frem i IP-telefonens display, siger Bo Jensen.
Blandt de øvrige ting på ønskesedlen er at kombinere IP-telefonien med trådløse løsninger som DECT eller lignende til medarbejdere i ældrecentre og lignende.

Billedtekst:
Ciscos IP-telefon spillede en stjernerolle i tv-serien 24 timer, men på Holbæk Kommunes administrationscenter var medarbejdernes reaktion, at den er grim.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
KEYBALANCE A/S
Udvikling og salg af økonomisystemer samt CRM og MPS. Systemer til blandt andet maskinhandlere, vvs-branchen, vognmænd, låsesmede,handelsvirksomheder

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
IT og OT i harmoni: Sikring uden at gå på kompromis med effektiviteten

IT og OT smelter sammen – men med risiko for dyre fejl. Få metoder til sikker integration med ERP, kundesystemer og produktion. Tilmeld dig og få styr på forskellene og faldgruberne.

24. september 2025 | Læs mere


NIS2: Vi gør status efter tre måneder og lærer af erfaringerne

Vær med, når vi deler oplevelser med implementering af NIS2 og drøfter, hvordan du undgår at gentage erfaringerne fra GDPR – og særligt undgår kostbar overimplementering.

30. september 2025 | Læs mere


Ledelse og AI: Sådan transformerer teknologien lederskabet

Her er chancen for at netværke med andre ledere, der håndterer store transformationer med udgangspunkt i it. Hør blandt andet om, hvordan AI revolutionerer forandringsledelse og organisatorisk udvikling.

02. oktober 2025 | Læs mere