Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 30. august 2002.
Generiske domænenavne er ulovlige. Det mener århusiansk juraportal, der ønsker de generiske navne slettet.
Generiske domænenavne overholder ikke varemærkereglerne og er derfor ulovlige.
Det mener folkene bag den juridiske informationstjeneste på internet, retssal.dk. Derfor har de bedt Dansk Internet Forums (DIFO) klagenævn om at inddrage i første omgang domænenavnet jura.dk.
- Efter vores opfattelse strider generiske navne mod blandt andet varemærkereglerne, fordi de ikke oppebærer de karakteristika, som et varemærke skal, siger Lars Bjørknæs fra retssal.dk.
Efter hans opfattelse er domænenavne i dag sammenlignelige med varemærker og bør derfor også overholde reglerne for registrering af varemærker.
Det betyder blandt andet, at væremærket skal være unikt og adskille sig ved sit særpræg.
Et forhold som efter Lars Bjørknæs ikke gør sig gældende med generiske domænenavne.
Får retssal.dk medhold i deres henvendelse til DIFO's klagenævn kan det betyde sletning af tusindvis af generiske domænenavne, der ikke er taget i brug.
I DIFO's klagenævn sidder blandt andet professor Mogens Koktvedgaard og formand for DIFO's bestyrelse er professor Mads Bryde Andersen.
Begge anses for at være de bedste hjerner på området immaterialret.
Ikke varemærke
Advokat Hanne Bender fra advokatfirmaet bender.dk ser da også frem til DIFO's afgørelse.
- DIFO er en modig institution med meget kompetente medlemmer, der før har taget utroligt spændende skridt, så hvis man kunne finde en metode til at få ryddet op og få fjernet nogle af domænehajerne, så ville det da være godt, siger hun.
Hanne Bender er dog langt fra sikker på, at retssal.dk vil få medhold i deres sag.
- Et domænenavn er ikke et varemærke. Det er et identifikationsnavn, som for eksempel et aktieselskabsnavn. Men det er rigtigt, at det er et identifikationsnavn med en meget stor værdi, siger hun.
DIFO's klagenævn er normalt tre måneder om behandling af en sag, men hvis klagenævnet beslutter at droppe sagen er Lars Bjørknæs villig til at lade afgørelsen prøve ved en domstol.