Dansk direktør for nordisk Ascom

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 6. september 2002.


Den schweiziske Ascom-koncern opretter et nordisk selskab under dansk ledelse af tidligere viceadministrerende direktør i Ascom Danmark, Claus E. Kotasek.

Ascom-koncernen er i telekommmunikationskredse kendt for salg af Ascotel telefonanlæg til små og mellemstore virksomheder. Ascoms bestyrelse besluttede i juni at finde en ny partner til Ascoms PBX division, hvilket åbner nye muligheder for Ascotel telefonsystemer i Norden.
- I Norden har vi mere end 150 dedikerede Ascotel-partnere. Vi har en række medarbejdere med et indgående produkt- og markedskendskab. Så hvad er mere naturligt end at samle kompetencerne i et nordisk selskab og udnytte synergierne mellem markederne, udtaler Claus E. Kotasek, den nyudnævnte administrerende direktør for Ascom PBX Cluster North.
Det nye selskab omfatter markederne Norge, Sverige, Finland og Danmark.
Claus E. Kotasek har i mere end 13 år arbejdet inden for
telekommunikation og er overbevist om, "at den nye konstellation vil styrke Ascoms position på markederne".
Hører til Ascom Danmark
PBX Norden er en del af den internationale schweiziske Ascom-koncern og hører juridisk til Ascom Danmark, indtil en ny partner er fundet.
PBX Norden sælger og markedsfører Ascotel telefonanlæg til små og mellemstore virksomheder i Norge, Sverige, Finland og Danmark.

Billedtekst:
Claus E. Kotasek - nyudnævnt direktør for Ascom-koncernens nye nordiske selskab Ascom PBX Cluster North.