Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 6. september 2002.
Semiconductor Industry Association (SIA) har offentliggjort julis markedsdata for halvlederindustrien. Samlet set var data bedre end forventet.
En sammenligning med juli 2001 er imidlertid taknemmelig, idet juli sidste år var ekstremt svag. I år var julisalget af halvledere 11 mia. dollars (25,7 pct. højere end juli 2001). Sammenlignet med for et kvartal siden (april), var stigningen på knap 10 pct. Det var ligeledes bedre end forventet, idet de fleste halvlederselskaber på daværende tidspunkt forventede en meget beskeden fremgang i sommermånederne.
De stærkeste segmenter i juli måned var SRAM (+28,6 pct.), optoelektronik (+24,8 pct.), microcontrollers (+14,9 pct.) og flash-memory (+14,7 pct.). De svageste segmenter var mikroprocessorer (-0,7 pct.) og DRAM (+3,4 pct.). Mikroprocessor-segmentet er Intels og AMD's kerneområde, og den svage udvikling var ikke overraskende i lyset af det svage pc-salg.
Intel (verdens største chipproducent) afholder "mid-quarter update" på næste fredag i de amerikanske børsers åbningstid. I den seneste tid har Intels CEO, Craig Barrett, allerede nedtonet forventningerne ved at udtale sig om, at den såkaldte "back-to-school"-effekt havde været skuffende, og at IT-industrien er i sin værste krise i 30 år.
I tredje kvartal indløber ordrerne traditionelt meget sent. Det gør forudsigelser temmelig usikre og gælder såvel Intel som resten af branchen, som konfronteres med svag efterspørgsel.
Om det længere perspektiv sagde Craig Barrett for nylig, at han ikke kunne forudse, hvornår det vender, men han forudsagde dog, at den nuværende periode med afmatning ville blive afløst af en lang periode med vedvarende stærk vækst i branchen. Faktisk var han mere optimistisk nu mht. IT-industriens langsigtede fremtidsudsigter end nogensinde tidligere! Turbulens er ifølge Craig Barrett meget naturligt for IT-branchen, og det er netop, hvad vi oplever p.t.
Aktiemarkedet forventer sig ikke det store af Intels "update" i næste uge. Analytikere i hobetal har siden august nedjusteret estimaterne for Intels omsætning og indtjening. Senest Merrill Lynch, som i onsdags reducerede estimatet for 2003-indtjeningen fra 0,86 dollars pr. aktie til 0,76, hvilket svarer til en reduktion på knap 12 pct. Indeværende års estimat blev reduceret fra 0,55 til 0,51. Samtidig kommenterede Merrill Lynch, at markedsforventningerne til indeværende kvartal (0,17 dollars pr. aktie) er "unreasonably high". Merrill forventer blot en indtjening på 0,13.
Med årsdagen for 11. september-tragedien og Intels update bliver næste uge spændende for IT-aktier.