Datatilsynet kritiserer kommuner

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 6. september 2002.


Datatilsynet uddeler alvorlig kritik til de nordjyske kommuner Brovst, Sejlflod og Fjerritslev for på flere områder at bryde persondataloven. Kritikken kommer efter en række kontrolbesøg i foråret.

Manglende anmeldelse af edb-registre, manglende skiltning ved videoovervågning, mangelfuld information til borgerne og sikkerhedsregler, der senest er opdateret i 1980.
Det var blot nogle af de ting, Datatilsynet fandt, da det i marts var på kontrolbesøg i Nordjylland.
Af de mange inspektioner har specielt tre givet anledning til alvorlig kritik.
Det drejer sig om Brovst, Sejlflod og Fjerritslev kommuner, hvor persondataloven i flere tilfælde ikke er blevet overholdt.
- Vi er vant til fejl, når vi kommer ud, men jeg var overrasket over, at der var så mange fejl. Det kan være uvidenhed, men det kan også være prioriteringer - og det er desværre nok det sidste, for kommunerne er blevet informeret om loven, siger Lena Andersen, kontorchef hos Datatilsynet.
Det bliver bekræftet af Steen Albrechtsen, der er forvaltningschef i Brovst Kommune, som har modtaget alvorlig kritik af Datatilsynet.
- Selvfølgelig har vi kendt lovgivningen, men vi har muligvis ikke taget det seriøst nok og fået implementeret de ting, vi skulle, siger han.
Registre skal anmeldes
Ifølge loven skal alle registre, der indeholder personfølsomme oplysninger, anmeldes til Datatilsynet, men det har de tre kommuner enten gjort for sent - eller helt udeladt inden for områder som for eksempel arbejdsformidling, sygesikring og administration af vielser.
Samtidig anvender alle tre kommuner Word som tekstbehandlingsprogram i sagsbehandling, hvori der indgår personfølsomme oplysninger.
Det er et problem, fordi det ikke, som loven foreskriver, kan kontrolleres, hvem der har brugt dokumentet med de følsomme personoplysninger.
Det betyder, at dokumenterne skal slettes efter 30 dage, men det har ingen af kommunerne levet op til.
- Konsekvensen er, at hvis uheldet er ude og personfølsomme oplysninger ender i den lokale avis, så kan man ikke se, hvilken medarbejder, der har søgt og dermed kan have lækket oplysningerne, siger Lena Andersen fra Datatilsynet.
Hun oplyser, at Datatilsynet netop er ved at behandle de sidste planer for i alt 82 inspektioner, som skal foretages i efteråret.
Ligesom i foråret vil der også ske en større række inspektioner i en bestemt landsdel for at kontrollere, at bestemmelserne i persondataloven bliver overholdt.
Sanktionsmuligheder
De tre nordjyske kommuner arbejder i øjeblikket på at forbedre forholdene og i mellemtiden må Datatilsynet bare vente på at få tilbagemeldinger.
Hvor private dataansvarlige kan meldes til politiet, er en skriftlig påtale til kommunalbestyrelsen nemlig den alvorligste sanktion, som Datatilsynet kan tage i brug over for kommunerne.
Det ser Lena Andersen dog ikke som noget problem.
- Vores indtryk er, at man gør, hvad man kan, for at indrette sig efter det, vi siger, og vi følger også sagerne op, indtil tingene er bragt i orden, siger hun.
Datatilsynet begynder snart at holde gå-hjem-møder, hvor offentlige institutioner kan få mere information om de krav, de skal leve op til.

Boks:
Inspektioner i Nordjylland
Datatilsynet foretog i marts cirka 30 inspektioner i Nordjylland for at kontrollere om reglerne i persondataloven og Justitsministeriets sikkerhedsbekendtgørelse bliver overholdt.
Datatilsynet har på forsøgsbasis efterfølgende tildelt hver dataansvarlig karakteren 1-3.
1 betyder, at der ikke har været noget væsentligt at bemærke. 3 er et udtryk for alvorlig kritik.
13 inspektioner resulterede i karakteren 1, mens AF Nordjylland, en læge syv kommuner og tre politimestre fik karakteren 2. Endelig fik Brovst, Sejlflod og Fjerritslev kommuner karakteren 3.
Den komplette liste kan findes på Datatilsynets hjemmeside:
www.datatilsynet.dk

Billedtekst:
Borgerne i tre nordjyske kommuner kan ikke være sikre på, at deres personfølsomme oplysninger bliver behandlet efter lovens bogstav i kommunerne. Datatilsynet har givet
streng kritik til de tre kommuner.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
IT og OT i harmoni: Sikring uden at gå på kompromis med effektiviteten

IT og OT smelter sammen – men med risiko for dyre fejl. Få metoder til sikker integration med ERP, kundesystemer og produktion. Tilmeld dig og få styr på forskellene og faldgruberne.

24. september 2025 | Læs mere


NIS2: Vi gør status efter tre måneder og lærer af erfaringerne

Vær med, når vi deler oplevelser med implementering af NIS2 og drøfter, hvordan du undgår at gentage erfaringerne fra GDPR – og særligt undgår kostbar overimplementering.

30. september 2025 | Læs mere


Ledelse og AI: Sådan transformerer teknologien lederskabet

Her er chancen for at netværke med andre ledere, der håndterer store transformationer med udgangspunkt i it. Hør blandt andet om, hvordan AI revolutionerer forandringsledelse og organisatorisk udvikling.

02. oktober 2025 | Læs mere