Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 13. september 2002.
Nyt pligtafleveringssystem til Det Kongelige Bibliotek skal sikre, at alle publikationer havner i arkivet, så alle udsendte publikationer bliver gemt for eftertiden.
Det Kongelige Bibliotek har sat strøm til pligtafleveringen og taget et stort skridt i sikringen af den nationale kulturarv.
Pligtafleveringen er selve grundstammen i det danske nationalbibliotek og udgør i dag over halvanden million bind. Ifølge loven skal alle udsendte publikationer afleveres til Det Kongelige Bibliotek.
Sådan har det været siden 1697.
Men det er ikke alt, der afleveres til Det Kongelige Bibliotek.
Hidtil har det været op til de ansatte på pligtafleveringen i Det Kongelige Bibliotek at sikre, at bogtrykkere og indbindere blev holdt i ørerne, så de huskede at aflevere de pligtige emner.
Lettelse
Det nye system holder først og fremmest øje med leverandørerne af materialer, og kan udskrive rykkere, hvis leverancer ikke er modtaget som planlagt.
Hertil kommer, at systemet også kører op mod
det centrale bibliotekssystem
ALEPH, så pligtafleveringen kan se, om Dansk Biblioteks Center har registreret et emne, som ikke er kommet pligtafleveringen i hænde.
- Det er en kolossal lettelse, der betyder en stor besparelse for os. For eksempel kan systemet udskrive breve automatisk med de manglende titler, siger leder af Danske Afdeling på Det Kongelige Bibliotek, førstebibliotekar Grethe Jacobsen.
Det Kongelige Bibliotek modtager hvert år 16.000 bøger og 40.000 hæfter, og når det nye system kommer til at betyde noget for nationalarven, skyldes det ikke mindst de automatiserede procedurer, der gør det både hurtigere og lettere at rykke leverandørerne.
- Når vi hurtigere kan reagere på manglende emner, betyder det også, at vi hurtigere kan sikre os titlerne, og ikke kommer i den situation, at titlerne er udsolgt og ikke længere til at skaffe, siger Grethe Jacobsen.
Det har taget godt to år at udvikle systemet, men Grethe Jacobsen har været meget tilfreds med samarbejdet med leverandøren Fujitsu Invia.
- Det har været en lang proces, men det har været indsatsen værd. Vi har brugt lang tid på specifikationsprocessen, og det har hjulpet os hen ad vejen, for uanset, hvor grundigt vi har været til at specificere tingene, er det ikke altid muligt at gennemføre som man specificerer, siger Grethe Jacobsen.
Indførelsen af det nye system kommer nu ikke til at betyde, besparelser for Det Kongelige Bibliotek.
Direktør for Det Kongelige Bibliotek Erland Kolding Nielsen ser systemet, som en mulighed for at kunne følge med udviklingen.
- Vi kan ikke rationalisere yderligere. Gevinsten er allerede taget på forhånd med de krav om nedskæringer, som der er kommet fra regeringens side, siger han.
Eksport
Det Kongelige Bibliotek har indgået en aftale med leverandøren Fujitsu Invia om, at Fujitsu Invia må sælge systemet i andre lande.
- Der er ikke brug for så mange pligtafleveringssystemer, kun for et i hvert land, så vi er allerede i gang med at se, hvor det nye system kan sælges. Efter vores opfattelse er det det eneste af sin slags på markedet, siger administrerende direktør i Fujitsu Invia, Morten Svendsen.
Billedtekst:
Det Kongelige Bibliotek får 16.000 bøger og 40.000 hæfter om året. Med bibliotekets nye IT-system, bliver det både
hurtigere og lettere at rykke leverandørerne og det vil betyde noget for bevarelsen af dansk kulturarv.