Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 20. september 2002.
For tredje år i træk placerer DMdata sig blandt de bedste danske IT-virksomheder.
På trods af generel afmatning i IT-branchen er der ikke spor af krise i Danmarks største IT-driftsselskab DMdata. Fra 2000 til 2001 steg både omsætning og resultat betydeligt. Således steg omsætningen fra 828,5 millioner kroner i 2000 til 1.130,4 i 2001. Det ordinære resultat steg fra godt 58 til næsten 98 millioner kroner eller svarende til 67 procent. Og selskabet forventer fortsat vækst.
Mærsk Data og Danske Bank etablerede DMdata i 1997 med det formål at være driftsselskab for de to virksomheder, men i dag strækker DMdatas aktiviteter sig langt ud over de to industrigiganter. I året, der er gået, har DMdata desuden vundet en række driftskontrakter med blandt andet Værdipapircentralen og Københavns Kommune.
- Vi har en meget streng omkostningsstyring ikke mindst på leverandørsiden og vor produktion. Det er en væsentlig forklaring på vores resultat. Vi kan fortsat forbedre vores processer, når det gælder for eksempel automatisering, men det er noget, som vi arbejder meget på, siger administrerende direktør i DMdata Flemming L. Jensen.
DMdata leverede oprindeligt kun datadrift til sine ejere eller til ordrer, som ejerne genererede, men i dag er over en fjerdedel af virksomhedens omsætning genereret af kunder, der ikke har relation til Danske Bank eller A. P. Møller-gruppen.
Som noget helt nyt har DMdata i projektet e-Boks deltaget i et decideret udviklingsprojekt i samarbejde med Kommunedata (KMD). Hertil er der i 2001 investeret betydeligt i sikkerhedsprodukter. For DMdata er det ikke så meget et spørgsmål om en bevidst strategi som et udtryk for opportunisme og godt købmandsskab.
- e-Boks blev nærmest spillet os i hænde, og det var en mulighed, vi ikke kunne sige nej til, siger Flemming L. Jensen.
Han vil da heller ikke afvise, at DMdata i fremtiden vil deltage i udviklingsprojekter.
- En stadig større del af vores indtægter kommer fra konsulentbistand og rådgivning. Jeg tror, det er en naturlig udvikling, og det er en udvikling, der vil fortsætte.
Offentlige problemer
Sikkerhed er et af de centrale vækstområder for DMdata. Firmaet har allerede etableret et selvstændigt selskab DM Save, der skal varetage virksomheders behov for sikker IT både med hensyn til oppetid og beredskabsplaner, hvis uheldet er ude. Hertil kommer, at DMdata i samarbejde med KMD og PBS er kommet med bud på infrastrukturen til en PKI-løsning. Et projekt, der også er kommet på baggrund af samarbejdet i e-Boks.
- Vort mål er at gøre DMdata synonymt med sikkerhed og kvalitet. Derfor bruger vi også mange ressourcer på at være tæt på vores hovedleverandører. Det gælder både IBM, Microsoft, Oracle, SAP og Cisco.
Med driftsaftaler til Københavns Kommune, Værdipapircentralen og Amanda er DMdata godt i gang med at placere sig centralt i den offentlige sektor, men Flemming L. Jensen peger på, at proceduren for offentlige udbudsforretninger er uhensigtsmæssig for både IT-firmaerne og kunderne.
- En stor udbudsforretning kan nemt løbe op i 500.000 til en million kroner og med 10 til 20 leverandører er de 10 millioner, som branchen skulle have tjent på ordren, forsvundet. Det har vi simpelthen ikke råd til, siger han.
DMdata vil dog fortsat byde på de centrale opgaver, men Flemming L. Jensen ser frem til implementeringen af nye EU-regler på området, der gør det muligt for leverandør og kunde at have en dialog i den afsluttende forhandlingsfase, hvilket også vil medføre bedre løsninger. Krisen i IT-branchen har også sat sit præg på DMdata. Selv om virksomheden ikke er ramt i 2001, er Flemming L. Jensen dog ikke så optimistisk for 2002, men målet er klart.
- Der er en vis afmatning i markedet. Der er en lang række projekter, der er lagt i skuffen igen, og det kan mærkes. Men vores mål er klart at blive nummer et på Computerworlds liste til næste år, siger han.
Note:
Ingen spor af krise
DMdatas omsætning voksede fra 828,5 mio. kr. i 2000 til 1.130,4 mio. kr. i 2001, en fremgang på 36 procent. I 2001 bidrog hver medarbejder med 190.000 kroner til resultatet af den ordinære drift, hvilket sikrede selskabet en overskudsgrad på 15,2 procent og et resultat før skat, der endte på 92,1 millioner kroner i 2001. Med en afkastningsgrad på hele 32,4 udnyttede DMdata også de investeringer, der er bundet i selskabets aktiver optimalt.
Billedtekst:
Sidste år vandt DMdatas direktør Flemming L. Jensen andenpladsen blandt de dygtigste virksomheder, mens Danware løb med førstepladsen og Mjølner Informatics med tredjepladsen. I år er DMdata rykket et trin ned, men Flemming L. Jensen forventer at nå helt til tops på sejrsskamlen næste år.
Foto: Lars Svankjær.