Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 20. september 2002.
Banebrydende 3D spil-software har skabt gennembrud på verdensplan og lynvækst for det københavnske udviklingsselskab IO Interactive.
Med en håndsrækning på små 150.000 kroner til en demo fra Egmont og hjernerne fra syv af klodens ypperste spiludviklere etablerede de i 1998 udviklingsselskabet IO Interactive i en ydmyg lejlighed på Vesterbro.
To år senere skabte de verdenssucces med det hæsblæsende actionspil Hitman Code 47, hvor antihelten Hitman, en iskold skaldet lejemorder, valfarter omkring på kloden i bloddryppende gøremål for mafiaen.
Nu er spilkometen, der for længst er flyttet til større lokaler i Farvergade i den indre by, klar til at følge succesen til dørs med efterfølgeren Hitman 2 Silent Assassin. Og chancerne for, at de nu mere end 75 ansatte i det hurtigtvoksende IO Interactive hitter for anden gang i træk, er mere end store.
Allerede vækst i sigte
For Hitman 2, som skal distribueres i samarbejde med IO Interactives samarbejdspartner, spilforlaget Eidos, er allerede forhåndsbestilt i en million eksemplarer. Hvis alt ellers klapper, betyder det en fortjeneste på den pæne side af 50 millioner kroner. Dermed er der udsigt til fortsat vækst. Til og med på et globalt spilmarked, hvor der årligt sendes cirka 3.500 pc-titler ud, og hvor et salg på over 200.000 eksemplarer normalt betegnes som en bestseller.
- Vi er oppe imod giganter som Sony, Infogrames, Nintendo samt en stribe andre spilfirmaer. Men vi har fået et fantastisk afsæt med Hitman 1, som har solgt over 600.000 eksemplarer og dermed er blevet en klassiker blandt pc-spil. Spillet sælger faktisk stadig 4.000 kopier om måneden i USA til fuld pris, hvilket er helt uhørt for et to år gammelt spil, siger administrerende direktør i IO Interactive Janos Flösser.
Hans forklaring bag succesen er lang. Men en del af recepten er, at IO Interactive fra dag Èt har gået målrettet efter verdensmarkedet. Dertil kommer, at selskabet har haft held med at indgå alliancer med de rette forlag og har fået fingre i en samling udviklere med netop den finurlige støbning, der skal til for at skabe originale 3D-spil.
Konsolmarked åbner nye døre
- Hvis du vil tjene penge på computerspil i dag, skal du ud på et stort format. Du skal magte teknologien og være teknisk grænseoverskridende. Ellers kan du ikke sikre den originalitet, der skal til for at stå distancen på et marked, hvor slutbrugerne er ekstremt kritiske. Desuden er det ikke nok at satse kun på pc-markedet, hvis vækst er stabil med tendens til det nedadgående. Der, hvor det rykker nu, er på konsoller, siger Janos Flösser med henvisning til Microsofts X-box, Sonys Playstation 2 og Nintendos Gamecube.
- På verdensplan er der i dag købt 50-70 millioner andengenerations spilkonsoller. Det tal vil vokse til over 200 millioner inden 2005 og åbne helt nye døre for os. Ser du på PS2 alene, er markedet vokset med 48 procent i år. Fra en installeret base på nul i 2000 er man nu oppe på en penetration på 30 millioner PS2-enheder, fortæller han.
Hvis IO Interactive skal have del i det markedspotentiale, er det vigtigt at bevare den kultur, der er livsnerven i selskabet.
- Vi har en flad organisation med en flok kreative lopper, der ikke ville trives i en autoritær ledelseskultur, fordi den sætter grænser for de kreative udfoldelsesmuligheder. Derfor skal vi holde liv i kulturen, fordi den er afgørende for at fastholde vore medarbejdere og dermed den viden, der er et uhyre vigtigt konkurrenceparameter for os, siger han og fortsætter:
- Når du arbejder med 3D-spil på det niveau, som vi gør, kræver det et særligt programmeringstalent kombineret med viden om for eksempel visualisering eller vektormatematik. Det finder du ikke på ethvert gadehjørne.
Billedtekst:
- Jeg har ikke noget imod kaos, så længe det er en genial form for kaos, lyder det fra IO Interactives administrerende direktør Janos Flösser. Han var en ud af de i alt syv spiludviklere, som i 1998 etablerede spilfirmaet, der har hittet verden over med Hitman, der i september kommer i en version 2.0. Foto: Torben Klint
Note:
Lejemorder fra Vesterbro
Den iskolde skaldede lejemorder Hitman blev skabt på Vesterbro. Nu er han for længst blevet solgt i 600.000 eksemplarer og dermed endt som en klassiker på spilmarkedet.