Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 20. september 2002.
Danske Inter-Data havde sidste år en vækst i antallet af solgte pc'er på 45 procent. Det er mere end dobbelt så meget som den største udenlandske på vækstlisten - Dell Computer.
Boks:
Danske pc'er i tusindvis
Antal dansk-producerede pc'er solgt i 2001
Virksomhed
Antal
1 Amitech 34.820
2 Inter-Data 21.720
3 Zitech 14.330
4 Blue-Line 7.303
5 Win Computer 3.940
6 Jumbo Computer ca. 4.000
7 Nem Computer 3.420
8 Mira Computer -
Noter: For et par af leverandørerne stammer salgstallene fra regnskabsåret 2001/2002.
Til sammenligning solgte det nye HP 206.490 pc'er i 2001. Acer, Toshiba og Apple solgte hhv. 17.270, 16.510 og 10.910 pc'er i Danmark sidste år.
De lokale pc-producenter holder ikke bare stand mod mærkevareproducenterne, de vokser i flere tilfælde hurtigere end de internationale kæmper på det danske marked.
- Vi har svært ved at få armene ned, lyder det fra Inter-Datas administrerende direktør Tommy Petersen.
Inter-Data leverede i 2000/2001 det bedste regnskab i virksomhedens historie, og året efter blev resultatet fordoblet. Fra den 1. juli 2001 til 30. juni 2002 voksede salget af pc'er fra 15.000 til 21.720, hvilket svarer til en vækst på 45 procent.
Også Amitech, der med et salg på knap 35.000 pc'er sidste år klart er den største af de lokale pc-producenter, udmærker sig på listen over leverandører af pc'er i Danmark ved at have øget salget af pc'er med 32 procent fra 2000 til 2001, mens de to største, Compaq og IBM, har måttet se salget falde med henholdsvis 15 og ni procent.
- Listen over danske pc-producenter er ikke så lang, men når det er sagt, så er der trods alt ikke nogen, der er gået ned med flaget siden sidste år, siger Anders Elbak, senioranalytiker, IDC Nordic.
Dansk optimisme
Faktisk er der en lokal pc-producent mere på listen end sidste år. Ikke fordi Mira Computer ikke fandtes sidste år, men fordi vi ikke var opmærksomme på den lille pc-producent i det vestjyske. Mira ønsker som den eneste producent ikke at oplyse sine salgstal.
De i alt otte danske pc-producenter er over en bred kam forholdsvis optimistiske og tror på, at der også i et presset marked er plads til dem. Salget svinger fra et par tusinde til knap 35.000 pc'er.
- Selvom der ikke er penge at tjene på hardware efterhånden, så tror jeg på, at der bliver ved med at være en niche til os, siger Jan Lindberg, administrerende direktør i Jumbo Computer, der med et salg sidste år på omkring 4.000 pc'er ligger nummer seks på listen over lokale pc-skræddere.
Det rygtes blandt kunderne, når en leverandør er fleksibel, hurtig og yder en personlig service. Ikke mindst serviceaftalerne er vigtige for de små producenters overlevelse, så længe fortjenesten på hardwaren er svær at få øje på. Derudover supplerer de fleste pc-salget med andre forretningsområder som kursusvirksomhed og distribution af komponenter og produkter som digitale kameraer og så videre.
Fem af de otte lokale pc-producenter holder til i Jylland, resten på det østlige Sjælland, og det er ikke sådan at lave om på. Enten skal man købe sig til markedsandele i den anden del af landet ved opkøb af en konkurrent, eller også skal man i det mindste have en sælger gående løs på konkurrenternes hjemmebane. Ingen af delene er billigt, og ikke mindst derfor ligner listen over de lokale pc-producenter sig selv - også i år.
Billedtekst:
- Listen over danske pc-producenter er ikke så lang, men når det er sagt, så er der trods alt ikke gået nogen ned med flaget siden sidste år, siger Anders Elbak, senioranalytiker, IDC Nordic. Foto: Torben Klint
Note:
Banken for risikabel
Win Computer har ikke indfriet egne forventninger, men administrerende direktør Peter Lauritsen mener på den anden side ikke, at 2001 har været et dårligt år.
- Vi ville gerne have været over de 50 millioner kroner i omsætning, men vi skal ikke klage. Resultat før skat blev på godt en halv million.