Crest lukker i Danmark

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 4. oktober 2002.


Crest Computer Danmark er gået i betalingsstandsning. Koncernchefen siger, at det er umuligt at tjene penge i Danmark, og bestyrelsen vil hellere koncentrere kræfterne i Norge og Sverige.

Efter tre år lukker og slukker den skandinaviske pc-leverandør Crest Computer i Danmark.
- Vi kan ikke tjene penge i Danmark, må vi konstatere. Markedet er betydelig hårdere og vanskeligere at arbejde i for en virksomhed af vores type, end tilfældet er i Norge og Sverige, forklarer Terje Width, koncernchef Crest Computer.
Crest's målgruppe er virksomheder, og en del af vanskelighederne hænger sammen med den danske virksomhedsstruktur med mange små og mellemstore firmaer. Crest-koncernen har kørt med overskud i den senere tid, men altså ikke i Danmark, så her opgiver Crest, der ved åbningen her i landet havde ambitioner om at blive en af Europas fem største pc-leverandører.
- Vi skruede ned for ekspansionsplanerne allerede for to år siden. I dag er vi otte mand hos Crest her i Birkerød, og de er alle blevet varslet om den kommende opsigelse, fortæller Rasmus Ølbye, administrerende direktør, Crest Computer Danmark.
Først om en til to uger er det afklaret om betalingsstandsningen afløses af en konkurs, en rekonstruktion, et management buy out eller noget helt fjerde.