Intel skuffede investorerne

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 18. oktober 2002.


Intels resultat for 3. kvartal skuffede investorerne, primært på grund af lavere end forventet bruttomargin og skuffende lave forventninger til omsætningen i 4. kvartal. Hertil kom, at omsætningen i det forgangne kvartal var i den lave ende af tidligere indikationer, og indtjeningen var to cents lavere end forventet pr. aktie.
Bruttomarginen angiver i procent, hvor meget Intel tjener pr. omsat dollar, når man fratrækker produktionsomkostningerne. Bruttomarginen er således en indikator for selskabets underliggende profitabilitet uden hensyntagen til markedsføring og lign. For et kvartal siden forventede Intel en bruttomargin for 3. kvartal på 51 procent "plus-minus et par procent". Desværre blev realiteterne 49 procent, hvilket svarer til bunden af det forventede interval.
Den skuffende bruttomargin kan overvejende henføres til kombinationen af et fald i den gennemsnitlige salgspris på Intels produkter og lav kapacitetsudnyttelse. Årsagen til faldende pris skyldes større efterspørgsel efter low-end-processorer - og vice versa på high-end-produkterne. Den overraskende lave kapacitetsudnyttelse resulterede i højere produktionsomkostninger end forventet.
Investeringsbudgettet for 2002 blev ligeledes reduceret til trods for, at der ikke er meget af året tilbage samt, at disse budgetter er blevet reduceret tidligere. I stedet for 5-5,2 milliarder dollars, budgetteres nu med 4,7 milliarder dollars i investeringer i nyt produktionsudstyr. Eksisterende udstyr anvendes lidt længere end planlagt, idet kapacitetsudnyttelsen jo i forvejen er skuffende lav, hvilket reducerer behovet for nyinvesteringer.
Ikke desto mindre har Intel leveret omkring 50 procent af alle processorer i det forgangne kvartal produceret på den nyeste 0,13 nanoteknologi. Dette gør, at ingen konkurrenter vurderes at kunne producere mere effektivt end Intel. Dette branche-faktum bør haves in mente, når selskabet kritiseres.
I indeværende kvartal forventer Intel en omsætningsvækst på 0-6 procent, hvilket er væsentligt under de 10-15 procent, der er normalt for kvartalet. Analytikerne havde i gennemsnit forventet en omsætningsvækst på over 6 procent, hvorfor meldingen betegnes som skuffende.
I første halvår ventes den nye "Banian" processorfamilie at blive lanceret til priser højere end de eksisterende P4-processorer. Investeringsbanken, Credit Suisse First Boston (CSFB), vurderede efter en rundtur hos intels kunder i Asien for nylig, at dette kunne blive en stor udfordring for Intel. Man skønner blandt andet, at det vil blive vanskeligt at få brugerne (både i erhvervslivet og private) til at købe maskiner med de nye processorer, med mindre software-applikationer kræver det. I øjeblikket eksisterer sådanne applikationer ikke.
Det er ikke nemt at være Intel - men det er endnu sværere for de mindre konkurrenter.

Boks:
Gudme Raaschou Nordic Tech Index og Gudme Raaschou DK Tech Index er ligevægtede indeks, som omfatter de største henholdsvis nordiske og danske IT- og teleaktier. Den 1. januar 1999 er de to indeks sat til 100.

Boks:
Gudme Raaschou Nordic Tech Index 60,41 -54,52 15,24
Gudme Raaschou DK Tech Index 41,31 -23,68 6,61
Merrill Lynch 100 Tech Index 152,80 -51,01 15,56
Nasdaq Composite 1232,42 -36,81 10,62
Dow Jones Industrials 8036,03 -19,81 10,29
Dow Jones Europe Stoxx 50 2444,85 -35,77 13,70
KFX 202,81 -25,09 7,75