Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 8. november 2002.
Investeringsfirmaet CVC Capital Partners har erhvervet aktiemajoriteten i it-distributøren EET Nordic A/S ved at købe aktier af de oprindelige stiftere, der fremover fokuserer på produktion af bærbare computere.
Salg
Allerede for fem år siden købte investeringsfirmaet CVC Capital Partners halvdelen af it-distributøren EET Nordic. Nu har CVC overtaget aktiemajoriteten ved at købe de gamle stifteres aktier. Ud over de to brødre Per og Lasse Frost har også Tom og Tore Vedvik, der stiftede EET Norge, og Martin Baaz Lindquist, der stiftede EET Sverige, solgt deres aktier. Prisen for aktiekøbet oplyses ikke.
- Der findes enkelte andre småaktionærer heriblandt mig selv, men langt den overvejende del af aktierne ejes nu af CVC Capital, siger
John Thomas, administrerende direktør, EET Nordic.
Han fortæller videre, at det nye ejerskab ikke får nogen betydning for driften af EET-koncernen, der beskæftiger sig med distribution af it-komponenter.
- CVC har siden juni 1997 ejet så mange aktier, at selskabet hele tiden har kunnet påvirke forretningen EET, hvis det var det de ønskede, konstaterer EET-direktøren.
Salg eller børsnotering
Et ventureselskab som CVC Capital Partners investerer som regel for at tjene penge - ikke for at sidde på ejerskabet permanent.
- Det er ret usædvanligt, at et ventureselskab som CVC går ind i kanalen og sætter sig helt på et selskab. Måske har CVC fået et tilbud, de ikke kunne sige nej til, men under alle omstændigheder er målet for CVC at komme af med EET, så snart det kan betale sig, siger analytiker Edward O'Hara, Grid International.
Umiddelbart i forlængelse af erhvervelsen af aktiemajoriteten vil koncernens økonomi blive styrket ved en kapitaludvidelse på 160 millioner kroner via konvertering af eksisterende gæld til aktiekapital.
- Gælden er opstået i forbindelse med, at CVC købte sig ind i virksomheden i 1997. Vi betaler otte millioner kroner om året i rente af de 160 millioner, så konverteringen til aktiekapital er dels rigtig godt for egenkapitalen, dels slipper vi for den store rentebyrde, siger John Thomas.
Starte forfra
På vegne af stifterne, der har solgt deres aktier, udtaler Per Frost:
- Vi har igen fået lyst til at starte en ny virksomhed fra bunden. Det har vi fået muligheden for med Zepto.dk, hvor ideen er at bygge bærbare pc'er og sælge direkte fra fabrik til slutkunde.
Erik Balleby Jensen fra CVC tilføjer, at CVC respekterer stifternes ønske om etablering af ny virksomhed.
- Vi har været meget tilfredse med samarbejdet med den øvrige bestyrelse og ledelsen i koncernen. Koncernen har generelt klaret sig godt set i forhold til markedsudviklingen og ikke mindst i sammenligning med en række konkurrenter, siger han.
Billedtekst:
2001 og begyndelsen af 2002 har været en hård periode, men vi begyndte nyt regnskabsår den 1. juli og har haft fire gode måneder med et sundt overskud, så vi ligger foran budgettet og er godt tilfredse, siger John Thomas, administrerende direktør for it-distributøren EET Nordic, der nu ejes næsten 100 procent af ventureselskabet CVC Capital Patrners.
Foto: Torben Klint
Boks:
EET Nordic A/S
2000/2001 1999/2000
Placering top 250 35 42
Placering dygtigste 44 18
Placering hurtigvokserne 88 113
Ansatte seneste år 186 159
Omsætning seneste regnskabsår 1.047.000.000 890.483.000
Resultat af primær drift 30.500.000 58.919.000
Resultat før skat 11.100.000 38.731.000
Omsætningsvækst 17,6% 23,8%
Overskudsgrad 2,9 6,6
Primært resultat pr. ansat 0,2 0,37
Afkastningsgrad 15,4 26,8
Webside http://www.eet.dk
Administrerende direktør: John Thomas