Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 8. november 2002.
I denne uge var der mange analytikere og investorer, der luftede deres skepsis over for Nokias forventninger til julesalget af mobiltelefoner. De primære årsager til den tiltagende skepsis var timingen af lanceringen af nye produkter, vanskeligheder med en lancering i Storbrittannien samt en nedjustering fra en af de store distributører i USA.
For det første lancerede Nokia i mandags ni nye mobil-produkter med blandt andet videokameraer, farveskærme og MMS funktionalitet (se også side 36). Disse kommer imidlertid temmelig sent på markedet i forhold til julesalget, hvilket var en skuffende meddelelse. Det er typisk op til jul, at det helt store salgsfremstød skal foretages, og der er en vis risiko for, at det vil blive vanskeligere for Nokia i år end tidligere år. 80 procent af Nokias omsætning stammer fra salget af mobiltelefoner.
De nye modeller er alle i de kategorier, der betegnes high-end GSM eller GPRS med high-speed internetadgang. Sammenlignet med ældre modeller er de nye typisk dyrere og giver en bedre indtjening til Nokia. I midten af september reducerede Nokia forventningerne til omsætningen en anelse, men selskabet fastholdt imidlertid forventningerne til en stærk indtjening. Derfor kan det ramme hårdt, hvis julesalget af de nye modeller bliver ringere end forventet.
Ved samme lejlighed i september fastholdt Nokia et skøn på 400 millioner solgte enheder i 2002. Dette synes skeptikerne virker mere og mere urealistisk med den seneste timingen af de nyeste Nokia-modeller.
For det andet er Nokia stødt på vanskeligheder i forbindelse med lanceringen af model 3510i i England, hvor forsinkelse truer julesalget. De store mobiloperatører Orange og Vodafone har meldt ud, at de ikke har nogen anelse om, hvornår modellen vil være klar til salg. De ved heller ikke, om det overhovedet vil lykkes at få 3510i'eren under nogen engelske juletræer i år. 3510i'eren er en såkaldt "mid-range" model med farveskærm og MMS-funktionalitet. Forventningerne til den har hidtil været store, idet den kommer ud til en rimelig pris med en masse spændende funktioner.
Den tredje årsag til stigende skepsis var en melding fra Circuit City, som nedtonede forventningerne til resultatet i den kommende højsæson. Det var blandt andet svaghed i salget af mobiltelefoner, som var medvirkende til nedjusteringen. Circuit City er en af de store distributører af mobiltelefoner i USA og kan betragtes som en god indikator for det generelle salg i USA. Hidtil har Nokias forventninger til salget via operatørerne AT&T Wireless og Cingular været store. Men måske tyder Circuit Citys vanskeligheder på, at det kan blive en svær jul.
Graf:
Gudme Raaschou Nordic Tech Index og Gudme Raaschou DK Tech Index er ligevægtede indeks, som omfatter de største henholdsvis nordiske og danske IT- og teleaktier. Den 1. januar 1999 er de to indeks sat til 100.
Boks:
Markedsindeks
Gudme Raaschou Nordic Tech Index 73,15 -44,93 9,27
Gudme Raaschou DK Tech Index 42,15 -22,12 2,44
Merrill Lynch 100 Tech Index 195,60 28,01 11,59
Nasdaq Composite 1418,99 -27,25 6,95
Dow Jones Industrials 8771,01 -12,48 4,08
Dow Jones Europe Stoxx 50 2578,36 -32,26 4,44
KFX 205,96 -23,93 2,46